Analyse af Pia Juuls novelle 'Mit Forfærdelige Ansigt'

Novellen handler om en kvinde, der falder. Det er ikke et helt almindeligt fald. Faktisk kan man nok nærmere sige, at hun vælter. Faldet skyldes at hun er hyldet ind i en sovepose, og hun vælter dels fordi hun er hæmmet af soveposen og dels fordi hun er fuld, fordi hun befinder sig til en fest.

Da gæsterne vender hende om er hendes ansigt fuld af blod, og hun skammer sig over sin egen pinlige optræden. Hun vil egentlig helst gemme sit forfærdelige ansigt, men da hendes arme er låst fast i posen, kan hun ikke selv styre hvad de andre festgæster gør ved hende. Det gør hende rasende og giver en følelse af afmagt.

Hun køres på hospitalet af en ambulance, og en anden kvinde ved festen pådutter hende sit følgeskab. Egentlig synes fortælleren, at den anden kvinde – som konsekvent omtales som krykhusaren – er pisseirriterende, fordi hun hele tiden vil tale om sin egen ulykke og ikke vil holde sin kæft. Fortælleren får da ambulancen kommer et flash back til en tidligere ulykke, hvor hun ved en fest mødte en fyr, som hun med det samme forelskede sig meget i. De drak en flaske vin på en bænk i en have og herefter satte de sig med fortælleren bag rettet ind i en bil for at køre hjem i natten. Fortælleren var imidlertid så fuld, at hun ikke kunne fokusere rigtigt, og da hun opfatter to billygter som to motorcykler, som hun kan køre imellem, går det galt. Manden bliver slynget ud af forruden, mens fortælleren bliver klemt fast i bilen. Han brækker halsen og dør på stedet. Det hele virker distanceret for fortælleren, som omtaler ambulancen som et rumskib med blå lygter på marken. – Altså et tydeligt fremmedgørelseselement. Selvom faldet i soveposen kun er et lille og ikke alvorligt styrt for fortælleren, bringer ambulancen og ambulancemanden hende til at genleve den alvorlige ulykke. Der er i novellen en glidning mellem fortid og nutid – mellem novellens fortalte tid og novellens fortælletid, der betyder, at læseren selv må rekonstruere fortællingens kronologiske historie. Dermed viser Juul også, hvordan fortiden reaktualiseres i nutiden og hvordan fortælleren så langt fra er kommet over ulykken endnu.