Tusindvis er ramt af Coronavirus på verdensplan i øjeblikket. Det påvirker os alle på forskellige måder; nogle bliver alvorlig syge, og nogle dør endda af det, andre bliver fyret, fordi virksomhederne går konkurs, andre mærker stort set ikke, de bliver ramt af sygdommen men skal passe ekstra godt på, for at denne sygdom ikke bliver spredt yderligere, og til sidst er der dem, der ikke er smittet, men skal holde humøret højt og følge retningslinjerne. Og alle situationer er svære. Men måske især hvis man er smittet. For man kan nemt blive alene, hvis man vælger at komme i fuld isolation, og kun være på værelset, og det kan føre til depression og andre psykiske lidelser. Det tror jeg bliver baggrunden for denne pandemi.
Torsdag den 12. marts 2020 blev Danmark lukket ned. Alt og alle. Butikker, skoler, biografer og fritidsaktiviteter. De mest naive (stort set hele Danmarks befolkning) regnede med at vi kom tilbage efter påskeferien, men sådan forholdt det sig ikke. Der gik en del længere tid. Lige siden har samfundet endnu ikke været normalt. Der har altid været en restriktion på afstand, mundbind eller forsamling.
I starten var mange bekymrede for deres sårbare pårørende. Dem i risikogruppen. Det er de selvfølgelig stadigvæk, men de allersvageste er desværre allerede væk. Dem der lige så godt kunne have været døde af influenza eller lungebetændelse. Det var hårdt at være pårørende til dem, for man følte, man havde et ekstra ansvar, for at kunne beskytte dem. Men nogle gange kan man ikke kæmpe mod realiteten og naturens dominans. Den vil vinde på en eller anden måde. Den skjuler sig i kroppen på én uden man ved det, og driller den menneskelige del i at være sammen med andre. For mennesker bliver ensomme af at være alene. Derfor tror jeg der, desværre, går lang tid før Corona er helt væk. Hvis den forsvinder helt. Er influenza måske forsvundet? Den har vi også bare lært at leve med.
Det er gratis at oprette en konto