En dokumentar ønsker at gengive virkeligheden på en sandfærdig og troværdig måde, hvilket kan opnås ved hjælp af fiktive hjælpemidler. I dokumentaren ”En fremmed flytter ind” instrueret af Nicole N. Horanyi fra 2017 ser vi et brug af forskellige fiktive hjælpemidler, som er med til at fange seerens opmærksomhed, og hvor Amanda Kastrup samtidig får fortalt sin sande kærlighedshistorie fra sin synsvinkel.
”Denne film er baseret på en sand historie” er den første linje i dokumentarens indledning, som varedeklarerer, at filmen er en dokumentar, men lavet med fiktive virkemidler. Det, at filmen er baseret på en sand historie, er med til at gøre filmen troværdig og mere virkelighedsnær, også kaldet dokumentarens faktakontrakt med seeren, som der skrives i teksten ”Autenticitetsmarkører i dokumentarfilm” af Ole Schultz Larsen. Vi ser en faktakode i starten af dokumentaren, da Amanda Kastrup siger, at dette ”bare” er, som hun husker historien. Dokumentaren er således ikke nødvendigvis fortalt helt korrekt og, kan være forvrænget, da vi kun får Amandas synsvinkel på historien. Dette kan være med til at gøre dokumentaren mere utroværdig, da det er det, dokumentarens såkaldte faktakontrakt bygger på. Man ser endnu en faktakode, da man gennem hele dokumentaren ser små interviews, hvor man kommer med bag kameraet og bliver bekræftet i, at det er en dokumentarfilm. Det betyder altså, at dokumentaren er interaktiv, da instruktørerne er aktivt deltagende i dokumentaren. Man ser blandt andet bag kameraet, at Espen, som spiller Kasper i dokumentaren, øver Kaspers rigtige latter, hvor Amanda udtrykker til Esben, at han ligner ham utrolig meget. Dokumentaren foregår i to tider; nutiden (2017) hvor Amanda fortæller om sit forhold til Kasper, og fortiden (2011) som bliver vist i rekonstruktioner. Dokumentaren starter i nutiden, hvor man er med bag kameraet, men går senere hen i en rekonstruktion, hvor Amanda fortæller om, hvordan hendes situation var i ”Hvidovre 2011” , inden hun mødte Kasper. Herefter springer vi tilbage til nutiden, hvor der filmes i Amandas lejlighed. Her starter Dokumentaren. Da den nutidige Amanda fortæller om, hvordan hun mødte Kasper i 2011, så kommer der talebobler op fra datiden, som giver en kombination af datid og nutid. Scenen er filmet i normalperspektiv, som gør det nemmere at identificere sig med personen, da man er i samme øjenhøjde som personen. De ægte beskeder fra datiden er en fiktionskode, som er med til at supplere med etos og logos til dokumentaren og gøre den mere autentisk.
Det er gratis at oprette en konto