Der ønskes en kort redegørelse for de tre velfærdsmodeller (ca. ½ side)
Politikere anvender velfærdsmodeller, når det skal afgøres, hvordan velfærdsydelser skal fordeles i et land. Velfærdsmodellen i det gældende land bestemmer, hvem der har ret til at modtage ydelser, og i hvor høj grad de kan modtage ydelserne.
Der findes i alt tre velfærdsmodeller; Den universelle, den residuale og den korporative velfærdsmodel, som alle har forskellige formål, fordele og ulemper.
I Danmark og i andre nordiske lande gør den universelle velfærdsmodel sig gældende. Her er der et stort fokus på den enkelte borger, og staten har en afgørende rolle i at sikre borgernes velfærd.
At være borger i et land som handler efter den universelle velfærdsmodel omfatter, at du henter al hjælp og støtte fra staten. Staten tager ansvar for den enkelte borgers velfærd, og du er som borger uafhængig af civilsamfundet og private velfærdsforsikringer. Alt dette muliggøres og finansieres gennem skatter, som hver borger er nødsaget til at betale, alt afhængigt af deres indkomst.
I lande som England og USA handles der efter den Residuale velfærdsmodel. Her ligger der et væsentligt mindre ansvar hos staten. Er du borger i et land som benytter sig af den residuale velfærdsmodel, har du som udgangspunkt selv ansvaret for at sikre og finansiere din egen velfærd. I denne velfærdsmodel griber staten blot ind hos de som står svagest i samfundet, og de som ikke selv har mulighed for at finansiere ydelser.
Det er gratis at oprette en konto