Novellen ´´Roden´´

Martin A. Hansen tager i denne novelle fra 1948 fat i et af tilværelsens allermest grundlæggende vilkår, nemlig døden, og ikke mindst hvordan vi forholder os til døden. Vi ved jo alle, at vi skal den vej en dag; alligevel er det svært at vide, hvordan man skal reagere, når tiden er ved at slippe op for ens nærmeste. Dette er også tilfældet for "Sønnen", Espen, hvis tanker vi følger i novellen. Tidsmæssigt forløber fortællingen over ca. en time, hvor vi hører om Espens besøg hos forældrene på den fædrene gård. Espen og faderen er de eneste aktører i handlingsforløbet, og i kraft af den dis der ligger om gården, bliver de ligesom helt afskåret fra omverdenen, og udgør på den måde deres egen lille verden. Selvom der ikke bliver udvekslet særligt mange ord, giver historien et malende portræt af faderen - set fra Espens synsvinkel, og et vidnesbyrd om deres indbyrdes forhold. Det virker lidt som om, at Espen ikke ser - eller måske ikke vil indse -, at forældrene og især faderen ældes. Linie 14-18: "Man ser det i Sæt, i Spring, tænker Sønnen, men kommer et Par Gange om Aaret, man bare snakker lidt og ser ikke noget. Men en Gang imellem, og der kan gå Aar imellem, da ser man det med et. De bliver ældre. Han bliver gammel." På denne dag er det dog så påfaldende, at han ikke kan skubbe tanken fra sig, hvor gerne han end ville. Konfrontationen med døden bliver pludselig personlig, da han som en slags "point of no return"-replik siger "(...) Angina pectoris. Nu ved jeg det. Han lever ikke saa længe." (Linie 89-90) Flere gange gennem historien kalder Espen sin far for en "før Mand". Det tror jeg skal vise, at folk og deri blandt Espen selv, tidligere har betragtet faderen som værende en forbilledlig mand med stor værdighed omkring sig. Sådan ser de højst sandsynligt stadig på ham, men i kraft af at han er blevet gammel, er noget af hans "mandighed" forsvundet, og derfor bruges benævnelsen "før Mand". Han er stadig respekteret men hans rolle har ændret sig, fordi han er blevet ældre. Derudover er det også en betegnelse for det generationsskifte, der sker i novellen. Faderen var før familiens "Mand", dvs. overhoved og beskytter. Nu skal Espen tage over. Fældningen af træet er på den måde symbol for at faderen trækker sig tilbage og viger pladsen for sønnen. "Ordløst går det til. Saadan er det gået til, saadan er Byrden flyttet fra Mand til Mand, saa længe der var Styrke i Kæden." (Linie 108-109) Det er "Bærerens Vielse", som Espen kalder det i linierne lige inden. At være "Bærer" betyder at bære ansvaret for familien, i novellen symboliseret ved at bære øksen. Det vigtige ved denne "ceremoni" er dog at forstå, at faderen selv skal afgive sin position, selv skal bede ham om at tage øksen, hvilket er meget tydeligt i linie 110-112: "Men Sønnen gaar ikke straks hen og tager Redskabet, han venter til Faderen siger: Jeg ved ikke, om det var bedre, at du tog Øksen, Espen". Espen har altså ikke noget valg. Som søn, som mand er det hans pligt at overtage og varetage disse forpligtigelser, også selvom det skræmmer ham lidt. "Sønnen føler sig kraftesløs, da han bøjer sig efter Øksen. (Linie 113) (...) "Men sammen med Øksen løfter han noget, der er meget tungere, ved han. For første Gang er Faderen veget for ham, er traadt bag ham. For bestandig. Og vel er Sønnen en voksen Mand, der længe har baaret Ansvar for andre, men nu bærer han Ansvar for dem, der har baaret ham." (Linie 118-120). Selvom Espen er voksen og selv har kone og børn, bliver han i dette øjeblik indhentet af livet, og erkendelsen af, at