Fra 1397 til 1523 dannede Danmark, Norge og Sverige en politisk union, som i flere perioder også blev regeret af en fælles konge. Unionen fik navn efter den svenske by Kalmar, hvor aftalen blev indgået.
Unionen bliver til
Midt på sommeren i 1397 mødtes Margrete 1. og Erik 7. af Pommern med nogle af de mest betydningsfulde adelsmænd fra Danmark, Norge og Sverige på Kalmar Slot. Erik var blevet udråbt som konge i hvert af de tre lande inden mødet, men i Kalmar blev han nu også kronet som unionskonge.
Unionen betød, at landene skulle holde indbyrdes fred og støtte hinanden imod fjender udefra. Selvom der var en fælles konge, skulle hvert land styres efter sine egne love.
Kongen skulle vælges
Ligesom vi i dag vælger politikere, når vi går til valg, så skulle Erik også vælges for at blive konge. Det var, fordi Danmark og Sverige i middelalderen var valgkongedømmer. Det betød, at kongen blev valgt af landets rigsråd. Ofte blev den tidligere konges søn valgt, men han skulle godkendes af rigsrådet. Det gav stor magt til rådets medlemmer, som kunne stille krav til kongen og afsætte ham, hvis han nægtede at følge deres anvisninger.
Norge var derimod et arvekongedømme, hvor kronen automatisk blev arvet af den nærmeste slægtning.
Det er gratis at oprette en konto