Kalmarunionen var en alliance mellem de tre nordiske lande: Sverige, Danmark og Norge, som startede i 1397 og varede til 1523. Landene blev samlet under en fælles konge og indgik en aftale om at stå sammen mod ydre farer. Kalmarunionen blev bekræftet på Kalmar Slot den 17. juni 1397, hvor den 15-årige Erik 7. af Pommern blev kronet til konge over de tre lande af den danske og den svenske ærkebiskop. Men som reelt lå magten hos den danske regent Magrethe 1. indtil hendes død i 1412.
Baggrunden for Kalmarunionen
Magrethe 1. var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, som havde seks børn. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 var ingen af hans sønner i live, kun datteren Magrethe, som var gift med den norske kong Håkon 6. Deres eneste barn Olav (eller Oluf), blev valgt som konge som 5-årige efter Valdemar Atterdags død. I en alder af 17 år døde Oluf og Magrethe adopterede hendes søsters dattersøn Bogislaw som var søn af Pommern og Magrethe sørgede for, at han fik arveret til den norske krone, hvorefter han skiftede til det nordiske navn ”Erik”.
Norge og Sverige i Union
Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson og sønnen Håkan Magnusson. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skåne til Johan af Holstein i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme år valgte Johan mod et løsen at overdrage Skåne og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skåne som et autonomt kronland. Magnus kaldte sig derefter ”Sverige, Norge og Skånes konge. Den danske konge Valdemar Atterdag vandt Skåne, Blekinge og det sydlige Holland tilbage i 1360. Sommeren 1361 vandt han tidligere Gotland tilbage. Tabet af Skåne gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Håkan Magnusson. Håkan valgtes til konge af Sverige på Mora stene i februar 1362.
Det er gratis at oprette en konto