Kalmarunionen er det historiografiske navn for personalunionen mellem Danmark, Sverige, Finland, Norge, Island, Færøerne, Grønland, Shetlandsøerne og Orkneyøerne fra 1397 til 1523. Da Oluf 2. døde som 17-årig i 1387 forsatte hans mor Margrete 1. sine allerede igangværende bestræbelser for at samle Norden under en konge, og hun blev valgt til Danmarks frue og husbonde og rigets fuldmægtige formynder. Presset af et tronkrav fra kong Albrecht af Mecklenburg blev hun i 1388 af det norske rigsråd valgt til regerende dronning i Norge, og hendes første søn Erik af Pommern blev anerkendt som tronfølger.
I marts valgtes hun også som regent i Sverige. Efter at Margrete havde slået Albrechts hær og taget ham og hans søn Erik til fange i slaget ved Åsle 1389, blev Lindholm slot ved Børringesøen i det sydvestlige Skåne skueplads for et afgørende møde mellem de stridende parter. Ved mødet på Lindholm Slot den 17. juni 1395 blev der sluttet en fred, der blev forudsætningen for det møde i Kalmar, der resulterede i de aldrig afsluttede forhandlinger om Kalmarunionen to år senere. Selve dokumentet er kun et udkast, der aldrig blev ratificeret af rigsråderne. 17. juni 1397 blev Erik 7. af Pommern i Kalmar af den danske og den svenske ærkebiskop kronet til konge af de tre nordiske riger. Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl 8. Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne.
Det er gratis at oprette en konto