Dystopien, fortællingen vi har brug for!Når jeg fredag-aften har scrollet igennem Netflix-browseren har jeg lagt mærke til, at film og serier med dystopiske tendenser har en stigende popularitet. Dystopiske film finder du både under kategorierne: ”Prisbelønnede serier”, ”dette trender lige nu” og ”anmelderroste film”, hvori Black Mirror og Hunger Games er klare eksempler på trenden om mørke fremtidsscenarier, hvor karaktererne befinder sig i et uønskeligt samfund, der på den ene eller anden måde er en kritik af nuværende samfundstendenser. Kritikken udtrykkes ved at ekstremisere den samfundstendens, som dystopien ønsker at gøre opmærksom på. Men hvorfor bliver vi tiltrukket af denne dystre og mistrøstige genre? Hvad er det der gør, at vi er så interesserede i mere eller mindre realistiske fremtidige skræmmescenarier, at de topper diverse lister? Hvorfor er det ikke i stedet de utopiske fortællinger, om samfund, hvor alt er lykke og idyl, som hitter?
Som Hans Scherfigs novelle ”År 2061”, hvor ekstremt lang levetid, ingen krig, ingen klimaforandringer, ingen jalousi eller grådighed, ingen overproduktion, men hvor mennesket kun besidder, hvad der er nødvendigt, ikke lider af stress, og vigtigst af alt, ingen problemer har. I novellen fremskriver Hans Scherfig den perfekte socialistiske fremtid, hvori den 159-årige jeg-fortæller forklarer, hvordan nedbrydelsen af kapitalismen har medført, at verdenen og livet som menneske er blevet mindre kompliceret og nærmest komplet.
Det er gratis at oprette en konto