”Litteraturen bør sætte problemer til debat og kæmpe for individets frie tanke, så det bliver underkastet dogmatiske forestillinger og konventioner”. Sådan udtaler Georg Brandes sig, i sin forelæsning fra 1871, om litteraturens forpligtelse til at sætte fokus på aktuelle samfundsmæssige problemer og individets frihed. Formålet med litteraturen for Brandes var nemlig at oplyse og påvirke folk, så de reflekterede over nogle problemer i samfundet som var relevante for de politiske og etiske debatter. Hvis man spørger Katrine Marie Guldager, mener hun, at litteraturen skal berette om, hvordan verden er indrettet fremfor at bevise folk om et bestemt litteratursyn. Man kan overveje, om hun er delvist enig med Brandes, selvom Guldager i højere grad vil have folk til at overveje og reflektere over deres eksistens uden en politisk tone i litteraturen, som det ellers var tilfældet for forfatterne under det moderne gennembrud. Hvis man tænker over det, giver det vel også god mening, men måske gør det litteraturen mere ligegyldig?
Man kunne forestille sig, at Oplysningstidens og Det Moderne Gennembruds forfattere har været nødsaget til at have en mere samfundskritisk tone, for at gøre op med nogle af de uretfærdigheder som var i samfundet. I et så oplyst og udviklet samfund som vi lever i, i dag kan det måske virke banalt at snakke om ungdomsoprør, ligestilling og frihed i samme grad, som det har været tilfældet før i tiden. Hvis man tænker over det, giver Guldagers ønske om en universal litteratur som tager fat på eksistentielle problemer måske god mening i vores moderne samfund. Jeg tror, at det er en nødvendighed, at vi mennesker sætter spørgsmålstegn ved de fleste elementer i vores tilværelse, for at vi kan udvikle os som individer, og litteraturen bør måske, ligesom livets andre elementer, også arbejde målrettet for at skabe udvikling i samfundet. Jeg ved ikke, om det er en nødvendighed, at forfattere pådutter deres holdninger hos deres læsere. Men måske har man, som læser, også en forpligtelse til at være kritisk overfor det man læser og selv komme frem til en dybere refleksion. Man tror jo heller ikke ukritisk på alt, man hører eller læser, for så ville mange ting i vores dagligdags liv være utroværdige. Katrine Marie Guldagers argumenterer for, at litteratur er bedre til at sige noget om, hvordan verden er indrettet, end om hvordan verden burde være indrettet. Da jeg læste dette, tænkte jeg, at det gav fin mening i vores moderne samfund, men her tænkte jeg over, om det var anderledes for Oplysningstidens og Det Moderne Gennembruds forfattere?
Det er gratis at oprette en konto