Rejsen gennem Pokhara

Der var engang en meget fattig familie, som boede langt oppe i bjergene i en lille by ved navn Pokhara. Byen havde mindre end 30 indbyggere, og indbyggerne levede af, at dyrke bønner, og derefter sælge dem til kongen, som boede mindst 45 km væk. Hver tredje måned sendte byen en stærk ung mand ned for at aflevere bønnerne til kongen. Denne gang var det en 17-årig knægt, som hed Zidan. Zidan levede i en lille hytte med hans ene lillebror Culus. Begge hans forældre var gået bort, fordi deres gamle hus brændte ned, og kun Zidan og Culus overlevede. De andre gange hvor en stærk ung mand har draget ud for at aflevere bønnerne til kongefamilien, har det cirka tage dem 2 til 3 dage, fordi der kom mange uventede udfordringer.

Landsbyen sendte Zidan afsted, og ønskede ham held og lykke, fordi det fik han brug for. Byen lå næsten en km oppe på bjerget, men Zidan kendte en hurtig smutvej ned til skoven. Endelig kom Zidan ned fra bjerget sammen med sit æsel, som slæbte på alle bønnerne. Zidan vidste, at skoven kunne myldre med uforudsigelige ting og udfordringer, så han skulle altid være på vagt. Han kom til en lille bæk, og det var vintersæson, så bækken var frosset til, men heldigvis var der en bro. Han gik op på broen, men pludselig hørte han nogle små stemmer, ”Hvad laver han her?” ”Han er sikkert en af dem, der bliver sendt afsted hver tredje måned fra den lille landsby Pokhara.” Zidan kiggede ned igennem sprækkerne af broen, og så tre små svampe, der sad og talte. Han valgte at lytte videre i stedet for at afbryde dem. ” kom vi skal skynde os op på broen, og spørge ham om den umulige gåde,” sagde den ene svamp. Zidan skyndte sig at gå videre, og lade som ingen ting. Svampene standsede ham på broen. Alle tre svampe havde briller, og den ene af dem holdt en bog. På bogen stod der De umulige gåder. Svampene sagde i kor, ”nååå du må være en af dem, som bliver sendt ud med bønner, kan vi se.” ”Ja det er rigtig,” sagde Zidan. Svampene sagde, ”Som du kan se, er denne bro, den eneste vej over bækken, fordi isen er i et tyndt lag. Før vi kan lade dig passere, skal du besvare en gåde.” Zidan sagde, ”ok.” Svampene bladrede rundt i bogen og hviskede. Endelige sagde en af dem, ”Gåden lyder sådan. Fodre du mig, så lever jeg længere og gror mig større. Giver du mig vand så dør jeg. Hvad er jeg?” Zidan tænkte, men så fik han et tilbageblik på, da hans forældre døde, og hvordan byen desperat prøvede, at slukke ilden. ”Ja det må være ild,” tænkte Zidan. Han svarede, ”ild”, og svampene så forbløffet ud, men de svarede, ”Ja det er rigtig du må nu havde lov til at passere.”