Catherine Opie’s selvportræt er bygget op meget enkelt. I forgrunden sidder Catherine Opie og ammer en baby, og det er det, hele selvportrættet er centreret omkring. Baggrunden er en rød væg, hvor den gør at Catherine kommer meget i fokus. Selvportrættet er opbygget meget statisk, fordi der ikke rigtigt er nogle bevægelser i billedet. Hun sidder meget stille og roligt, og kigger på hendes baby. Samtidig er billedet opbygget med en hierarkisk komposition, fordi som jeg forklarede i starten er det Catherine og babyen der er i centrum. Det er de to skabninger der fanger ens blik, der er ikke andet der skal fange ens blik.
Selvportrættet har en meget lukket udstråling. Catherine som er ¨central figuren¨ kigger væk, hun vil helst ikke have øjenkontakt med os. I stedet kigger hun ned på sin baby. Det er som om hun bare prøver at ignorere os, for at få os til at gå væk fra hende. Vi skal helst ikke tæt på hende, og slet ikke tæt på hendes baby.
Blikretningen i selvportrættet er meget oval. Det er som om ens øjne kører i en cirkel rundt om Catherine og babyen. Vores øjne stopper ikke et bestemt sted, men opfanger det hele. Og det er med til, at man er opmærksomme på alt i forgrunden, og ikke bare et bestemt punkt. Det har en god indvirkning, fordi vi får en bedre indblik i selve selvportrættet. Hvis der var et bestemt punkt vi lagde mærke til, ville vores opfattelse af billedet være centreret om det ene punkt.
Det er gratis at oprette en konto