I 1996 udgav Helle Helle sin novelle ”Film”, og udkom som en del af hendes novellesamlingen ”Rester”. Novellen handler kort om en jeg-fortæller, der sidder i biografen med en ven. De begge har glædet sig til at se filmen, men novellen får sit vendepunkt da en kvinde i salen falder om på gulvet. Filmen bliver sat på pause og kvinden bliver lagt på gulvet foran i lærredet, mens alle venter på en ambulance. Efter et stykke tid kommer kvinden til sig selv og forlader salen. Novellen slutter af med, at filmen fortsætter og en halvtime inde i filmen, høre jeg-fortælleren noget der minder om en ambulance.
”Film” har typiske genretræk fra novellegenren. Det kan ses flere steder i fortællingen, handlingen og opbygningen, der er f.eks. få karakter i novellen og miljøet i ”Film” er meget afgrænset og realistisk. Derudover har ”Film” ét centralt handlingsforløb, altså at konflikten i ”Film” er bygget omkring ét centralt handlingsforløb og ikke stikker i flere retninger. ”Film” beklæder sig også i et bestemt tidsrum, hvor handlingen kun strækker sig over få timer. Alle de overnævnte punkter, er derfor med til at karakterisere ”Film” som en novellegenre.
Fortælleren i novellen udspiller sig som en førstepersonsfortæller, altså en jeg-fortæller. Vi oplever novellens handling gennem jeg-fortællerens tanker og synsvinkler. Vi oplever nemlig at jeg-fortælleren starter med at være apatisk og passiv, og derefter mere alvorsfuld. Vi som læsere går derfor med de samme emotioner som jeg-fortælleren. Ved brug af førstepersonsfortæller, får vi som læsere sympati med jeg-fortælleren, hvilket giver os en fornemmelse af at jeg-fortælleren føler ubehag i situationen med kvinden.
Det er gratis at oprette en konto