Solen stod klart på himmelen. Louise rullede bilvinduet ned og man kunne dufte den klare sommerduft af blomster. Men blomster var ikke hvad hun havde i tankerne. Det var en opringning fra dagen tidligere, som gjorde, at hun nu sad på landevejen på vej ned til sin far. En læge havde ringet og fortalt at hendes far ikke havde mange dage tilbage. Han havde haft kræft i snart et år nu, og det var ikke lykkedes at fjerne knuderne i lympesystemet, så kræften havde bredt sig. Louise blev dog alligevel overrasket over nyheden. Mens hun sad der foran rattet, fyldtes tankerne alene af lægens ord.
“Ked af det, din far, bredt sig, ikke mange dage tilbage... dør.”
Dør. Det var ikke til at forstå at det allerede var kommet dertil, hun havde altid husket sin far som en frisk mand, så det lå langt fra virkeligheden, at han snart skulle dø.
“Tak fordi du kom så hurtigt” var det første Johannes sagde, da hun trådte ind i den fine gamle stue, som bestod af den ene vinge på gården. “Selvfølgelig far” svarede hun, men uden at kigge ham i øjnene. Han sad nemlig helt stille og kiggede ud ad vinduet på markerne. Han holdt meget af markerne, men hun havde aldrig set ham side på den måde og bare kigge. Louise satte sig ned ved siden af ham i sofaen og spurgte “hvordan har du det, far?” “Jooh, jeg har det som jeg har det, det gør lidt ondt men det er ikke noget du skal bekymre dig om.” Ordene kom langsomt ud, og hun kunne høre på hans stemme at den var blevet svagere.
Det er gratis at oprette en konto