Enken

Hun stiller sig op, træder et lille skridt frem, og ser ned over den høje klippe og ud på det uendeligt store hav. Det svimler for øjnene af enken, da hun kigger ned og ser, hvor langt ned der er. Hun tænker på, hvor hårdt hun vil lande, når hun falder, eller om hun overhoved vil mærke noget. Da hun gik hjemmefra, var hun helt sikker på, at det var det hun ville, hun ville dø. Hun havde planlagt at svæve ud over klippen som en fugl og lade livet stoppe her. Hun bliver alligevel i tvivl, da hun står der og mærker den friske vind mod sit ansigt. Hun har jo intet at miste, intet at leve for. Hvad gør det så godt for, at hun lever? Da hun ser solen titte frem, skimter hun op mod den og tænker på sin mand. Sin dejlige, elskede Peter. Hun husker klokkeklart den dag, han gik bort.

Han har været syg længe, og i dag har han haft det megt slemt. Han ligger på sengen med lukkede øjne. Hun kan høre hans besværede åndedrag. Hun går med langsomme tunge skridt hen mod sengen, hvor hendes højt elskede mand ligger. Han åbner øjnene og ser på hende med sine store flotte øjne. Hun tager hans hånd, og giver den et blidt klem. En tåre falder fra hendes øjenkrog og lander i hendes skød. Peter kigger ud i luften med et fjernt blik og hvisker så hæst “farvel min egen”. Hun kan mærke, at hans styrke forsvinder mere og mere. Til sidst er den hånd, hun sidder med i sin egen fuldstændig kold og slap. Tårerne triller ned af kinderne på hende. Han er væk, væk for evigt.