Døden som skønlitterært motiv

Døden er betegnelsen for afslutningen på liv. Betegnelsen for, at et menneske stjæles af intetheden, og blot bliver et minde. Døden er fremmed for os mennesker, fordi ingen som har oplevet den, kan vende tilbage og fortælle os andre om hvordan og hvorledes det foregår. Alt hvad vi har, er religiøse forestillinger om et smukt liv i paradis, eller en videnskabelig tro på at alt bliver sort. Måske er det netop de spekulationer, der ligger til grunde for at døden er så omdiskuteret, og derfor at litteratur, hvori døden fremgår, er så fængende. Litteraturen har gennem tiden vist os, at døden både kan være naturlig og barsk, men også smuk og poetisk. Det er netop Birgitte Tindbæks pointe i artiklen: “Døden i Litteraturen”. Hun fremstiller ideen om at dødens realitet kan være barsk for os mennesker, og at vi derfor har brug for forfattere som kan give os de eksistentielle, religiøse og moralske opfattelser af døden og livet, som vi har brug for - og måske også sådan så vi som mennesker erkender vores egen dødelighed?

Men det kan være svært. Det er derfor effektivt, at litteraturen tvinger os til at forholde os til døden, da den kan være svære at tale om. De fleste af os har ingen erfaring med døden (naturligvis) og det er derfor effektivt, når forfattere bruger billedsprog til at skildre døden, I Henrik Nordbrandts digt “Aftensol”, skildrer han f.eks hvordan at “aftensolen falder på alle mure”. Aftensolen er et vanitas symbol, og fremstillingen af livets skrøbelighed bliver tydelig. Aftensolen går ned overalt, og at ingen kan undgå døden og menneskets forgængelighed. Henrik Nordbrandt skriver: “Tunge rustne hængsler, der engang havde været grønne”- ligesom jeg’ets liv engang har været frisk og nyt, og nu ruster og kommer til ende. Birgitte Tindbæk udtaler: “den fysiske død er livets største og mest skæbnesvangre ubønhørlighed”, (l.7). Dette passer meget godt sammen med Aftensols pointe i, at vi mennesker ikke kan hindre aftensolen i at gå ned, og derfor på samme måde ikke kan styre naturens gang. Den dag mennesket accepterer at solen går ned og at der hverken er noget forkert eller unaturligt ved det, så kan vi mennesker endelig nyde solnedgangen - for den er faktisk virkelig smuk.