Døden i børnelitteratur og medier

Efter medierne og tv er blevet en mere integreret del af hverdagens liv, har det også medført at den vold og død der er i tv er kommet ind i dagligstuerne. Det er en ting, ikke alle er lige tilfredse med. Forældre med små børn, mener det er for hård kost til børnene. De forældre der klager over sådanne tv-programmer, er jeg sikker på gør det med god vilje, men er det ikke næsten bedre at forberede sine børn på virkelighedens verden? Bedre end at pakke dem ind i vat, og først pakke dem ud når de er 18 år gamle?

Selvfølgelig skal de små børn ikke udsættes for død og vold, som der er i nogle actionfilm, gyserfilm osv. Men igennem årene er der lavet film og tv-serier, der håndterer døden på en god og børnevenlig måde, som måske i virkeligheden ruster børnene til den fremtid de går i møde? Hvis børnene er igennem hele deres liv blevet beskyttet og gemt væk fra omverdens virkelighed, kan det komme som et chok den dag de er gamle nok til selv at bevæge sig ud i verden. Så kan mediernes fremtrædende rolle ikke ligeså godt blive brugt som støttepude? Det kan give børnene og de unge en smag af den virkelige verden. I artiklen ”Farlig Fiktion” af Damian Arguimbau, snakker han om en dame der har skrevet et læsebrev til Politiken omkring den nye ungdomsserie Mille, hvor Milles bedste veninde dør i et trafikuheld. Dette syntes damen bestemt var upassende at vise i en børne- og ungdomsserie, da hendes børn i hvert fald ikke skulle udsættes for mødet med døden endnu. Hun gjorde det også klart, at hun ikke havde travlt med at læse Harry Potter og Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte højt for sine børn. Hun gør det helt sikkert i en god mening, men gør hun i virkeligheden ikke bare sine børn en bjørnetjeneste? Ved at se disse film og serier, kan man på den måde få gjort døden til noget mindre skræmmende, for en dag eller anden, vil det den komme tæt på en, om man vil det eller ej. Og hvis hun ikke vil lade sine børn se Brødrene Løvehjerte, som er en børnebogs klassiker, hvad så med resten af Astrid Lindgrens bøger? Astrid Lindgren har en utrolig god evne, til at bringe død ind i billedet, på en måde så man ikke føler sig frastødt. Som allerede nævnt, er døden et stort tema i Brødrene Løvehjerte, men Astrid Lindgrens måde at dække over døden med hendes livlige fantasi, får pakket den så godt ind, at det ikke er døden som noget ubehageligt der er i fokus længere. Den fortælling som Jonatan Løvehjerte fortæller hans lillebror Tvebak Løvehjerte, om det land man kommer til efter man er død: Nangijala, gør at Tvebak ikke længere er bange for at dø. Astrid Lindgren gør i den fortælling, døden til noget man ikke skal være bange for, da man vil komme til et bedre sted efter. Hun sammenligner i den historie ensomheden med døden. Hun mener at ensomheden er værre end døden, og det får hun til udtryk ved at Tvebak begår selvmord til sidst i filmen, fremfor at han skal være alene uden sin storebror Jonatan. Men hun får også flettet ind, at når man dør, kommer man altid til en bedre verden, hvis man har været god. Dermed får hun sat et billed op af døden, som noget der leder hen til en anden og bedre verden. Det kan diskuteres om Astrid Lindgrens måde at se på døden i Brødrene Løvehjerte er for voldsom, da det liv der er efter døden, går hen og bliver misundelsesværdigt. Men hun får lagt en ny vinkel på spørgsmålet om døden med denne bog. I Astrid Lindgrens andre bøger, har hun også flettet døden ind som et sidetema. Det kommer bare ikke så langt ind under huden som med Brødrene Løvehjerte. I Pippi Langstrømpe er Pippis mor død en ting Astrid Lindgren lige så lidt glider hen over, uden nogen større betydning.