Analyse af Lise Nørgaards 'Så er det sagt'

Så er det sagt, af Lise Nørgaard; en hæslig gammel vane.

Teksten er systematisk opbygget og kan deles op i to hovedgrupper: 1)Fjorden og 2) åen. Derefter kommer konklusionen på det, der bliver præsenteret i de to punkter.

Første punkt er fjorden, som går fra linje 1-33. Dette afsnit kan yderligere deles op i tre afsnit. Disse afsnit er samhørende, men stilles op som modsætninger, fordi forfatteren gerne vil forklare noget.

Første afsnit går fra linje 1-8. Her beskriver Lise Nørregaard et af hendes barndomsminder: en smuk fjord som hun badede i, da hun var en lille pige. Dengang kunne man se fiskene på sandbunden, og om sommeren var fjorden en badestrand for mange mennesker.

Afsnit to går fra linje 9-16. Her får vi stadig beskrevet Lise Nørregaards barndomsminde om fjorden, men nu er vi noget længere fremme i tiden. På dette tidspunkt er fjorden ikke længere til at bade i, og fiskene er døde. Nu skyder der slimede væsker op af den ”daværende” sandbund.

Dette afsnit er en slags problemstilling til det foregående afsnit, og en slags indledning til en besvarelse af det efterkommende afsnit.

Afsnit tre omhandler stadig Nørregaards barndomsminder. Fra linje 17-33 bliver problemet om den forurenet fjord, og om, hvor affaldet kommer fra, og hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det, beskrevet I afsnittet præsenteres læserne for den kvindelige kredslæge, som står kritisk i forhold til den forurenet fjord, og hvordan hun bliver lagt for had af byens ledende mænd. Disse toneangivne mænd påstår at hun er en dårlig fugl, som tilsmudsede sin egen rede. Problemet mellem den kvindelige kredslæge og byens ledende mænd, bliver stillet kritisk op at Lise Nørregaard i linje 29-31: ”De trykte beredvilligt disse ord uden nogensinde at spørge, om det ikke snarere var de ledende mænd, der var dårlige fugle.”