8. november 2006, skriver journalisten Maria skov artiklen om Bjørn Nørgaard, som omhandler vrede. Hun inddrager de forskellige meninger, om hans synspunkter på vreden som kunstner og om hvordan vreden har udviklet sig gennem årene. Bjørn Nørgaard er en dansk billedhugger, grafiker og performancekunstner som også blev landskendt for en hesteslagtning, en protest mod Vietnam-krigen på en mark i Odsherred i forbindelse med den omstridte udstilling Tabernakel på Louisiana i 1970.
I tråd med det, fortæller han om, hvordan han er blevet opdraget af sin mor. Aldrig blev han skældt ud, og alligevel var han aldrig i tvivl om, hvornår han gjorde noget rigtigt eller forkert. Dermed sagt mener han, at vreden ikke er nødvendigt og at der er andre måder, man kan reagere på. Der er forskellige synspunkter for hvor vidt grænsen for vrede eller aggressivitet kan gå. I denne sammenhæng, hvor Bjørn Nørgaard fortæller om hans mor, vil jeg mene, at der er grænser for vidt vreden kan gå over for sine børn. Nogen forældre bliver nød til at vise vrede, for at vise hvem der bestemmer. Børn ved ikke hvad der er rigtigt forkert, og nogen gange kan de være så stædige, at det bliver nødvendigt at hæve stemmen lidt før de forstår. Unge er også meget mere frie nu til dags. De tør at overskride grænser som deres forældre aldrig kunne drømme om. Jeg er enig med, at der er andre måder at reagere på, såsom at sætte sig ned med sine børn og prøve stille og roligt at forklare dem, at det de gør, er forkert. Men vreden kan man ikke altid styre, når det gælder børn og unge som ikke gider, at opføre sig ordentligt.
Det er gratis at oprette en konto