Da Steen ringede efter flere måneders tavshed, burde jeg have anet uråd. Men jeg blev rigtig glad. Det var halvandet år, siden vi blev skilt, og vi havde af og til set hinanden i den tid. Vi havde været i biografen sammen, vi havde gået en tur i Dyrehaven, og vi var på restaurant en aften. Nå, så var det faktisk kun tre gange, vi havde set hinanden, men det føltes i al fald, som om vi havde haft kontakt, vi var ikke helt fremmede for hinanden. Den aften på restauranten endte dårligt, for han troede, han skulle med mig hjem bagefter, og det ville jeg ikke have. Det var godt nok ham, der ville skilles, for han havde mødt en anden, men så vidt jeg ved, ser han hende ikke mere; de er i hvert fald ikke flyttet sammen, jeg har tjekket det på nettet. Men det er mig, der har det godt nu, jeg er ikke sikker på andet, end at han har fortrudt, at han gik fra mig. Jeg må indrømme, at jeg fryder mig lidt
over det, og jeg kan virkelig lide at være alene nu.
Han spurgte, om vi ikke kunne mødes og få en øl på vores gamle stamcafé. Det er stadig min stamcafé, for jeg bor i vores gamle lejlighed. Det ville jeg gerne, men jeg havde kun en time, for jeg skulle noget andet bagefter. Det kunne ikke vente til en anden dag, så jeg burde have anet uråd. Hvad kan man nå at tale om på en time? Især når manden aldrig kommer til tiden.
Det er gratis at oprette en konto