Den store hvide flyttebil kom kørende og holdt uden foran vores hus. Det var den dag jeg skulle flytte, fra den dag af ville tingene blive anderledes, nu skulle jeg lige pludselig vænne mig til, at det ikke kun var mig, min far og mine 2 storebrødre, nu var det også min fars kæreste og hendes datter, og jeg skulle vænne mig til en helt ny by, jeg skulle flytte til Silkeborg. Huset var helt tomt indeni, og lige i det øjeblik følte jeg mig også helt tom indeni. Jeg havde aldrig set de hvide vægge så bare før, ikke siden vi flyttede ind da jeg var 3 år, der var ekko overalt i huset, lige fra mit bardomsværelse hvor jeg havde tøjkrise hver tredje dag, til ovenpå hvor de bedste gemmesteder var. Jeg kunne ikke lade vær med og få flashbacks fra alle de minder jeg har fra huset, mit barndomshus. Er det slut nu? Bliver alt forandret? Alle hjalp til med at bære de store tunge møbler ud i den hvide flyttevogn undtagen mig, jeg kunne ikke være i mig selv, jeg ville komme til at savne det hele, jeg savner det hele. Flyttevognen kørte, jeg kørte lige bag den i vores bil sammen med min familie, på vej ud til vores nye hus. Der skulle renoveres ovenpå, så tømmerne havde i flere uger gået rundt med masker foran munden for ikke og få alt det støv fra alle de brædder der blev slebet af den maskine der larmede så meget, at man næsten ikke kunne høre sine egne tanker når man stod på samme etage som den. Hvordan skulle jeg flytte ind i et hus, hvor der var mangel på plads til mine tanker? Vi hjalp alle sammen til og det var dejligt at mærke at der var noget som vi alle sammen sammenarbejdet om, et mål vi alle gik efter, nemlig og få et hus med plads til nye minder. Mine brødre og jeg gjorde ude huset rent med koste og sæbevand der duftede af blomster, min far hjalp tømrende der gik rundt i savsmuld, og min fars kæreste og min farmor malede væggene i stuen, den stue der vil bringe en masse nye og gode stunder.
Det er gratis at oprette en konto