Da jeg var mindre arbejdede jeg altid ben hårdt. I skolen og til fodbold. Jeg ville altid blive bedre. Jeg var aldrig tilfreds, selvom jeg måske var en af de bedste. Det ser jeg selv som en rigtig god indstilling. Prøve at blive ved med at flytte sig, selvom man er god. Da teenageårene, så begyndte det at gå lidt ned af bakke i skolen. Min motivation lå mere i fodbolden. Jeg var målmand i Hvidovre. Jeg blev udtaget til noget DBU samling. De første samlinger, som kommer når man bliver u15 spiller. Jeg kan tydelig huske den dag jeg fik det af vide til træning. Da min træner råbte mit navn op som den første ” [NAVN A]”. Nøøøøj, hvor var jeg stolt. Jeg tror jeg vokset tre meter lige der. Da jeg så skulle hjem og fortælle det til familien, så ville jeg lave lidt sjov. Jeg har altid været glad for at lave lidt sjov med sådan nogle ting. Så jeg fortalte dem at jeg ikke var udtaget. Men de sagde som de plejer ”ej hvor ærgerligt, du skal bare blive ved med at kæmpe, du er en rigtig god målmand. ” Det har de altid været rigtig gode til. Altid bakke mig op om det der sker, og altid bakke mig op omkring mine beslutninger. Men så sgade jeg til dem at jeg var udtaget til det. Og så så jeg deres glade smil. Det er altid lækkert når man kan se at de bliver stolte af mig. Men jeg blev ikke udtaget til de samlinger, og det begyndte at gå ned af bakke. Jeg blev ikke udtaget til nogle kampe, fordi vores 2. målmand begyndte at stå rigtig godt. Og heldet var der slet ikke for mig. Det var stolpe ind, og ikke stolpe ud. Min selvtillid blev lavere og lavere. Jeg fik af vide hvis jeg ikke tog mig sammen, så ville jeg ikke komme på u17A holdet. Da de ord kom, skete der virkelig noget. Vi skulle til Tyskland og spille et stort stævne. Jeg var så tændt. Vi blev nr. 5 og jeg blev stævnes bedste målmand. Det var så fedt, stå foran alle de mennesker blive hyldet. I det øjeblik mit navn blev råbt op tænkte jeg: Jeg skal da lave lidt spas, flytte nogle grænser og kaste mig ud i noget. Jeg startede med at takke mine trænere, og efter det begyndte jeg at synge den danske national sang. Det var både lidt pinligt, men på en måde var det fedt efter. Mine forældre har altid været meget stolte af mig og min bror. Da jeg skulle spille pokalfinale på Brønshøj stadion, var min forældre der også. Jeg stod mit livs kamp. Jeg holdte mit hold inde i kampen. Vi fik nemlig rødt kort sent i anden halvleg. Vi holdte den til ekstra tid, og der vil jeg sige det var min fortjeneste. Vi gik så til straffesparkskonkkurence. Jeg reddet det femte spark og vi vandt og jeg blev kampens fighter. Og der stod min mor. Stor tudende, pave stolt af mig. Det øjeblik glemmer jeg aldrig. Men hvorfor har jeg dog skrevet alt det her med fodbolden og op og nedture. Ja for da alt gik så godt, så stoppede jeg med at stå på mål i Hvidovre, og skiftede så tilbage til min barndomsklub. Der havde jeg fandme modet til at flytte mig, bare kaste sig ud i det og bare tænke: Hva fuck, du lever kun en gang, man må jo tage nogle chancer”.
Det er gratis at oprette en konto