Der står en slags udtørret plante på stolen ved vinduet. Det er varmt. Varmere end ellers i maj. Ikke en skygge. Ikke et eneste vindpust.
Det er Kiman, der foreslår, at vi ikke lægger det tilbage i tasken. Jeg er ikke med.
Jeg advarer ham. Tre gange. Det er ikke for sjov. Det er alvor. Det er mig, der kender Kragen. Mig der har hørt rygterne.
Kiman spørger, om jeg ved noget.
Vi er en kugle af knytnæver og spyt, der ruller rundt på det støvede gulv. Mit øre rammer noget skarpt og begynder at hyle.
Så prøver jeg ikke mere. Så er jeg med.
Så går vi tilbage til sovesalen.
I sovesalen prøver jeg at sove, men jeg kunne ikke.
Jeg kan ikke tænke på andet end billedet.
Hvorfor så det barn sådan ud?
Vi skulle slet ikke været gå der ind. Jeg vidste det, men selvfølgelig ville Kiman der det.
Hvis Kiman kendte Kragen ville han aldrig været gået der ind.
Vi skal sove kl. 22:30, men klokken blev meget mere før jeg endelig faldt til ro. Jeg vågner næste dag med et sæt. Det først jeg tænker på var det billede. Jeg får tøj på, tager jeg straks fat i Kiman, men han ville ikke lytte. Da vi sidder til morgenmaden, prøver jeg igen at tale med ham, men han ville stadig ikke rigtigt tale med mig. Jeg forstår ikke helt hvorfor.
Det er gratis at oprette en konto