I nutidens samfund er der travlt. Folk er stressede, og arbejdet lægger et stort pres på skuldrene.
Der er ikke tid til at stille ind og trække sig fra hverdagen. Samfundets debat lyder, om hvorvidt man skal elske sig selv, før man kan elske andre. Det mener jeg. For hvordan skal man kunne elske andre, hvis ikke man har et overskud af kærlighed til sine medmennesker?
I kirkerne hører vi mange præster tale om taknemmelighed, ydmyghed i livet og kærlighed til gud. Det bliver ofte fremhævet, hvor vigtigt det er, at vise kærlighed, forståelse og omsorg for vores medmennesker, men jeg synes, at det er sjældent, at talen falder på vigtigheden af kærligheden til os selv. Evnen til at elske, kærligheden, er helt grundlæggende i vores liv. Bibelen fremhæver kærligheden til vores medmennesker: ”du skal elske dine næste som dig selv”, men hvordan skal man kunne elske sine næste, hvis ikke man oplever sig selv som en varm og rar person, som har kærlighed og omsorg at tilbyde?
Fanget i mentale tråde
Jeg mener, at for at elske sig selv bliver man nødt til, at gøre sig selv uafhængig af alle de mentale bånd og forestillinger, som styrer ens tanker, ens følelser og ens adfærd - uden at man er bevidst om det. Billedligt set lever vi mennesker som marionetter, hvor hundrede af usynlige tråde trækker i vores følelser og tanker - og dermed bestemmer vores adfærd. Det handler om, at erkende disse tråde, og få redskaberne til at klippe dem over. På den måde vil man føle sig fri og uafhængig af noget og nogen. Målet er, at opleve sig selv som et helt menneske - som følelsesmæssigt er uafhængig af kontrollen over sit liv.
Det er gratis at oprette en konto