Mistanken

Mathias bliver siddende helt stille, faktisk så stille at han får krampe i benet, til sidst kommer der en betjent ind ”Hej Mathias. Mit navn er Lise, og det er mig der skal afhøre dig” Mathias siger ikke noget, han sidder bare, og kigger ned i bordet. Lise forsætter ”Du kan jo starte med at fortælle mig, hvad der har fået der her” Mathias siger stadig ingenting, han sidder bare med knyttede hænder helt stille. Lise begynder at blive utålmodig, og går ind for at finde en anden betjent der kan hjælpe hende med at få Mathias til at snakke. Da Lise og den anden betjent kommer tilbage, siger Mathias stadig ingenting, men selvom han ikke siger noget flyver hans tanker rundt inde i hovedet på ham ”Hvorfor gjorde jeg det” Det spørgsmål bliver stillet om og om igen, men han ved det ikke. Efter noget tid får betjentene ham endelig til at snakke, han forklare -Det hele startede i går. Mig og min kæreste, som jeg har været sammen med i nogle måneder, og var vildt glad for var ude at gå en sen lørdag aften. Der var helt mørkt, det eneste der lyste gaden op, var lygtepælene, som var rundt omkring i nabolaget. Mens vi var ude at gå, havde vi følt at noget ikke var som det skulle være. Det var som om, nogen kiggede på os hele tiden, hvert sekundt. Vi havde ikke tænkt mere over det, og havde valgt at gå tilbage mod vores lejlighed som lå 5 minutter fra der hvor vi var gået hen, for at vi ikke skulle være ude til det blev for sent. På vej tilbage til vores lejlighed, fik vi igen følelsen af at nogen kiggede på os, og det var ikke bare noget vi troede vi kunne begge føle to øjne lige bag os. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og vendte os begge om, men der var ikke noget, ikke et eneste glimt af noget. Ingenting. Jeg åndede let ud, og kiggede på min kæreste. Men hun var der ikke. Jeg forstod det ikke, ”hun kan da ikke bare være væk, kan hun?” tænkte jeg. Betjentene stoppede ham midt i historien, og spurgte ham ind til hvordan kun bare kunne forsvinde lige for øjnene af ham, uden han opdagede noget. Han svarede ikke. Han kiggede bare ud i luften med hans øjne fulde af vand, så det dryppede ned på hans hænder. Han sagde så pludseligt ”Finder I hende?” ”Får jeg hende nogensinde tilbage igen?” Betjentene kiggede på hinanden, deres blikke var triste og ikke særlige oprejsende. Lise sagde så ”Vi prøver vores bedste, men vi bliver nødt til at høre hele historien”. Mathias forsatte- Jeg begyndte at råbe efter hende, men jeg fik intet svar. Der var intet. Det hele var så stille, at hvis der faldt en nål på jorden, kunne man høre den. Jeg gik lidt rundt der hvor vi havde været den aften, og råbte hendes navn, men hun svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, og mest af alt havde jeg lyst til at bryde sammen. forklare han. Betjentene stiller lidt spørgsmål undervejs, men han fortæller videre- Men jeg havde ikke lyst til at bryde sammen siger han. Jeg valgte at jeg ville tage sagen i mine egne hænder, og finde den der tog hende, og få ham til at fortryde det. Jeg ved godt at det selvfølgelig ikke var sådan en klog ide, og se hvor jeg endte sagde Mathias, men jeg var bare så rasende og sårede på samme tid, og jeg kunne ikke bare stå stille. Jeg blev nødt til at hjælpe hende, og få hende tilbage. Jeg gik derefter tilbage til lejligheden, i håbet om af finde noget der kunne hjælpe mig med at finde ud af hvem der havde taget hende og få hende tilbage. Betjentene stoppede Mathias midt i hans historie og spurgte ham hvorfor han ikke bare havde ringet til nogen i stedet for at gøre det selv. Det vidste Mathias ikke selv, han vidste bare at han godt selv kunne klare det. Eller det troede han i hvert fald han kunne. Mathias forsatte historien -Da jeg kom tilbage til lejligheden var døren åben, og jeg sikrede mig at låse den før vi gik, så der måtte have været nogen imens vi var væk. Det var jeg sikker på, og det gjorde mig endnu mere rasende, så rasende at jeg kunne føle mit blod boble, og havde lyst til at smadre alt jeg kom i nærheden af, men jeg styrede mig slev. Ikke meget var taget i lejligheden, kun nogle af min kærestes ting, som hendes hårbørste og noget tøj. Det faldt mig selvfølgelig ind om det var hende selv der prøvede at flygte fra mig, men det kunne det ikke. Det måtte det ikke være. Så den tanke faldt hurtig fra mig igen. Imens jeg gik rundt i lejligheden, for at lede efter flere ting der kunne været taget, ser jeg den her lille grønne ting fra køleskabslågen af. Jeg går hen til den for at tjekke hvad det er. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se at det var et lille grønt stykke papir. Der stod noget på. Jeg fjernede papiret fra lågen af og kigger på det, der stod ”Mathias hvis du gerne vil se din kæreste igen skal du møde mig ved parken præcis KL. 3 i nat, hvis du fortæller nogen om det her for du hende aldrig at se igen” Jeg læste papiret et par gange, og så et par gange igen. Jeg forstod det ikke, kunne det virkelig passe at hun var blevet taget af en, og hvad skulle han dog bruge mig til. Mange tanker gik gennem mit hoved og mange planer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men en ting vidste jeg med sikkerhed. Jeg ville ikke risikere at jeg ikke kom til at se hende igen. Betjentene stoppede ikke Mathias undervejs denne gang, de kiggede begge meget seriøse på ham, og kunne ingen gang skrive noter så koncentrerede om hans historie som de var. De kunne nærmest se det for sig, det var ligesom en gyserfilm, forskellen var bare at det her var rigtigt. Mathias fortalte videre - Jeg valgte så at mødes med personen, der havde skrevet den lille seddel. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre eller sige til ham, men jeg vidste at jeg ikke bare ville være derhjemme, jeg blev nødt til at gøre noget. Kl. nærmede sig 3 og jeg tog mit overtøj på. Jeg havde taget en kniv med i lommen for en sikkerheds skyld, hvis han nu skulle gøre noget. Jeg gik derefter hen mod parken. Der var ikke en sjæl at se, selv gadelamperne var gået ud. Der var helt mørkt, men jeg var ankommet til parken. Jeg brugte min telefon til at lyse med, men lyset var svagt. Jeg snublede så over en sten, og landede på noget der føltes som et menneske. Jeg gik helt i panik, og skyndte mig at komme på benene igen. Jeg lyste ned der hvor jeg landede og så det jeg frygtede mest. Et dødt menneske, men jeg kendte ikke personen. Det så ud til at være en kvinde i sin 20’er, men det var ikke min kæreste så hvem var det? Efter det stod jeg bare helt stille. Jeg kunne slet ikke røre mig, jeg kunne så høre en politibil og vendte mig om og nu er jeg her.