En analyse af ”Rend mig i traditionerne” af Leif Panduro.
Vi har set filmen “Rend mig i traditionerne”, som er baseret på romanen af Leif Panduro, skrevet i 1958. Vi vil analysere denne film, hvor vi vil lægge fokus på datidens samfundstendenser og forholdet mellem galskaben og det normale, som er et gennemgående tema i Leif Panduros værker.
Hovedproblematikken i filmen er forholdet mellem normbryderen illustreret gennem den friheds-, ærligheds- og kærlighedssøgende teenager David og de konventionelle begrænsninger, konformiteten og regelbundetheden illustreret gennem ”de voksne”. Det kan betegnes som galskab kontra normalitet.
Er det i virkeligheden galskab at sidde ubønhørligt fast i normerne uden at turde bryde vanens mønstre? Eller bør det i virkeligheden være normaliteten, at mennesket i højere grad er bevidst om sig selv, sine behov og sin søgen? Panduro åbner vores øjne gennem sin karikatur af problematikken, hvor han beskriver kontrasten mellem det konforme og åndsforladte menneske på den ene side og det grænsepsykotiske tilfælde på den anden.
I Davids optik synes voksentilværelsen som en opstillet og forblændet stilstand, hvor en higen efter en lykkelig verden gør ”de voksne” blinde for virkeligheden.
”De voksne” hænger fast i et forudbestemt mønster, som ikke levner plads til improvisation. David søger det spontane, muligheden for at mærke sig selv og retten til at udvikle sig på sine egne præmisser. Det levner det traditionelle samfund med ”Hollywood” imitationerne ikke plads til, hvilket efterlader David i en psykotisk lignende tilstand, hvor han bider og sparker for at kunne få aflad for sin lyst og sine oprigtige følelser. Samfundet er for David en firkantet kasse med alt for snævre grænser og rammer, som ikke kan udvides. Han har ikke en jordisk chance for at træde i karakter, hvilket hæmmer hans frie udfoldelse og hans individuelle udtryk. David føler sig mest af alt som en marionetdukke, som forventes at følge et skarpt optegnet manuskript i en Hollywood film.
Det er gratis at oprette en konto