For mig er H.C Andersen indbegrebet af barndommen og tryghed. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg som lille næsten kom ind i et andet univers, når eventyrene blev læst højt. Da jeg blev ædlere begyndte jeg at se hvordan H.C Andersen både kan skrive til både børn og voksende. Det gik op for mig hvordan han formår kunne gå ned på børnenes niveau og skabe en eventyrlig fantasiverden, men også ramme de voksne med sine budskaber. Lige præcis dette er et tydeligt træk i flere af H.C Andersens eventyr og ikke mindst i Kejserens nye klæder.
”Kejserens nye klæder” fra 1837 er skrevet i perfektum og benytter en alvidende 3. persons fortæller. Udover den altvidende 3. persons fortæller gøres der også brug af direkte tale og inquit.
”Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren. (S.1 l.20)
På denne måde veksels der mellem fortælleren der ser begivenhederne udefra, og karakterernes tanker og følelser. Dette giver både et ydre og indre billede af fortællingen og karaktererne, noget der kan opnås med denne fortællerform. Var fortællingen f.eks. skrevet i 1. persons med kejseren synvinkel havde vi ikke haft kontrasten mellem kejserens tanker og folkets holdning.
Eventyret er derudover et kunsteventyr. Dette ses først og fremmest da eventyret både har en forfatter og et udgivelsesår. Dette er modsat fra folkeeventyrene der er gået fra mund til mund og derved ikke har en konkret forfatter eller udgivelses år. Derudover kan man oftest i kunsteventyr genkende forfatteren i sproget. Det der er karakteristik for H.C Andersens sprog i dette eventyr er, at han kan udtrykke hans kritiske holdning til samfundets overklasse i sproget. Han benytter en naiv og næsten ironisk eventyrlig tone, som kritiserer overklassens væremåde.
Det er gratis at oprette en konto