Analyse af H.C. Andersens 'Kejserens nye klæder'

H.C. Andersen er meget kendt i hele verden. Både børn og voksne elsker hans eventyr, digte og rejsebeskrivelser. Han er en forfatter, der er opvokset med den mundtlige fortællekultur og kender eventyrets fascination. Er der en historie, der er bærende i hans forfatterskab, er det hans eget livs eventyr. I sproget skaber han et billede, han spejler sig i. Han objektiverer sit eget liv i sine fiktive personer, mens han i sine selvbiografiske skrifter videre på sit liv ud fra den dannelsesforestilling, som hele hans produktion udtrykker. ”Kejserens nye klæder” er et kunsteventyr, skrevet af Andersen i 1837, som handler om en kejser, der er meget selvoptaget. Han vil betale alt, hvad han ejer for at få noget flot tøj, han vil beundres af andre. I denne literære artikel har jeg især valgt at fokusere på tekstens fortællemåde, sproglige virkemidler og komposition.

Dette eventyr har en simpel, lineær komposition, hvilket vil sige, at handlingen skrider kronologisk frem.I indledningen (1-4) bliver vi præsenteret for kejseren og hans kærlighed til tøj. Alt andet interesserer ham ikke. I handlingen (5-65) præsenteres vi for de to bedragere, der skal væve en dragt til kejseren, der rent faktisk ikke eksisterer, men de bliver ikke afsløret, fordi folk tror på tøjet eksistens. Grunden til at kejseren og hans øverste ministre tror på bedragernes historie er, fordi de er gode til at forklare og vise et billede af noget ikkeeksisterende tøj. De forklarer grundigt i billeder, hvordan tøjet vil forskønne kejseren og dekorere hans klædeskab. Han lader sig narre, eftersom de påstår, at den der ikke duer til sit embede eller var direkte dum ikke kan se tøjet. Hans minister bliver sendt hen til væverne for at se, hvordan det går med tøjet, men han kan intet se. I slutningen (66-81) får kejseren den ikkeeksisterende dragt på, og vil vise sig frem til folket på gaden. Hele folket lader som om, de kan se kejserens tøj, uden det egentlig er sandt. Der er ingen af dem, der har tillid nok til at stå frem med det, de virkelig ser, altså ingenting. ”Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet! (linje 75-76 s.2.)