Novelleanalyse af Hjalmar Söderbergs 'Pälsen'

Novellen Pälsen, som er fortalt af en 3. persons fortæller, handler om doktoren Henck, som påstår han er syg, og derfor ikke har længe tilbage at leve i. Juleaften tager han over til sin gode ven härdshövdingen Richardt, fordi han har brug for at låne penge. På vejen derhen rammer uheldet Henck, og han bliver kørt over, og hans overfrakke går i stykker. Efter at have opsøgt Richardt får doktor Henck lov til at låne hans pels. Doktor Henck får pludselig en følelse af glæde, og stiller spørgsmålstegn ved hans egen påstand om, at han ligger for døden. Han får et håb om, at han kan redde sit ægteskab, som ellers virker til at gå den forkerte vej. Dette håb bliver dog brændt ud, da Henck kommer hjem. Hans hustru forveksler ham med Richardt, og afslører på den måde hendes affære. Efter dette er doktoren sikker på, at han skal dø.Teksten starter som følgende: “det var en kall vinter det året. Människorna krympte ihop i kölden och blevo mindre, utom de som hade pälsvärk”. Allerede her sætter fortælleren rammen for historien, og får nævnt det centrale i teksten nemlig pelsen. Ifølge berettermodellen er ovennævnte citat anslaget, som dog hurtigt glider over i præsentationen af både Richardt og Dr Henck. Derefter sker uddybningen, hvor Dr. Henck er ude for ulykken og hans overfrakke ødelægges. Point of no return er der, hvor Dr. Henck låner Richardts pels. Efterfølgende kommer konfliktoptrapningen, hvor Dr. Henck får håb og glæde grundet pelsen. Dette ødelægges dog af klimakset, hvor hans hustrus affære bliver afsløret. Udtoningen er der, hvor doktorens håb igen forsvinder.