Vores øjne mødes i et angergivent blik. Hendes øjne er blanke, kinderne fugtige og mascaraen fra i går er tværet ud. Jeg ville ønske jeg kunne give hende et kram, det har hun brug for. Jeg lægger min hånd mod hendes, men jeg mærker ingen varme, blot det kolde glas mod min hud. Jeg kan se frygten i hendes øjne, nej ikke frygt, angst. Angst for hvad de andre vil sige, angst for ingen vil tro på mig, men på ham. I et splitsekund ændrer mine følelser sig. Vreden bruser igennem mit blod. Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne han tage noget så dyrebart fra mig? Han skulle forstille sig at være min person, ham jeg kunne betro mig til efter så mange år. Aftenen er fyldt med huller, men de ti minutter vi var inde i soveværelset, står kniv skarpt. Der herskede ingen tvivl, alligevel ved jeg, at det i sidste ende er hans ord mod mit, og jeg tvivler på det er noget han vil stå ved.
Det er mindre end et døgn siden, og alligevel har jeg allerede hørt alle klassikerne. ”Han er ikke typen til at gøre sådan noget”. De siger det med så selvsikker en stemme, som om de kender ham på den måde. Jeg troede heller ikke han var typen, indtil han pludselig var. Alt jeg ville var at snakke med ham, snakke om alt det usagte. Alt virkede som det plejede, indtil hans greb snoede sig om mig. Lyden fra min telefon bryder tavsheden og tankerne. En lyd der går gennem marv og ben. Nu går det løs. Jeg tør næsten ikke engang kigge. Jeg ved udmærket godt det ikke er et ”er du okay?”, nok nærmere ”siger du ikke bare det, fordi du har fortrudt det?”.
Det er gratis at oprette en konto