Skumfidus-undersøgelsen: selvkontrol og behovsudskydelse

Undersøgelse: Skumfidus-undersøgelsen om selvkontrol SIDE·INFOSIDE·ID

I flere undersøgelser testede psykologen Walter Mischel i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne over 500 amerikanske børns evne til selvkontrol ved hjælp af "skumfiduser" (1). Børnene blev rekrutteret fra børnehaveklasser i tilknytning til Stanford University i Califonien, og børnene var omkring fire år gamle. I forsøgene lagde Mischel en skumfidus foran barnet og fortalte, at det godt måtte spise den, men var det i stand til at vente til forsøgslederen kom tilbage – han skulle lige ordne et par ting, sagde han – måtte de få én mere, fordi de havde ventet. Herefter forlod forsøgslederen rummet i omkring femten minutter.

Børnene blev nu filmet, mens de sad alene foran skumfidusen, og man tog tid på, hvor lang tid de kunne vente. Resultatet af testen delte børnene op i tre nogenlunde lige store grupper. I den første gruppe spiste børnene skumfidusen med det samme, i den næste prøvede de at vente, men måtte give op, og i den sidste gruppe ventede børnene tålmodigt til forsøghslederen kom igen og fik den ekstra skumfidus som belønning.

Ill. 7.6

Lille utålmodig pige sidder og venter på at, hun må spise skumfidusen foran hende.

Det mest interessante ved eksperimentet var imidlertid ikke resultatet, men den længdesnitsundersøgelse, der fulgte. Mischel fik senere kontakt med omkring en tredjedel af børnene, og kunne nu vise, at deres evne til at vente på den anden skumfidus var i stand til at forudsige, hvor godt de klarede sig i skolen og på det personlige plan. I 16 års alderen udviste de børn, der var gået i flæsket på skumfidusen med det samme et lavt selvværd og havde vanskeligt ved at omgås andre, mens de børn, der var i stand til at vente på skumfidus nummer to, generelt var mere socialt kompetente, mere selvsikre og fagligt mere dygtige. Undersøgelsen kunne med andre vise, at børns evne til selvkontrol og behovsudskydelse i 4 års alderen korrelerede positivt med deres muligheder for senere i livet at få succes både på det faglige og det personlige plan.