Analyse af Mary Shelleys 'Frankenstein'

I romanen “Frankenstein” møder man historiens hovedperson videnskabsmanden Victor Frankenstein. Dr. Frankenstein vil prøve at sammensætte et menneske af afdøde menneskers legemsdele han stjæler fra kirkegården. Han formår at skabe liv til skabningen, som gør dr. Frankenstein overrasket, som resultere i at hans skabning flygter. Skabningens intentioner var i starten gode og ville inderligt gerne være en del af det menneskelige samfund. Men når han viste sig overfor mennesker blev de skræmt fra vid og sans, hvilket resulterede i at skabningen at hævne sig over sin skaber. Da Frankenstein of skabningen mødes, forlanger skabningen at Frankenstein skaber en brud til ham. Dr. Frankenstein nægter at skabe en brud til skabningen, som gør at den begynder at dræbe Frankensteins nærmeste. I sidste ende jagter Frankenstein sin skabning for at gøre en ende på den, men Frankenstein ender med at dø først, hvorefter hans skabning lover at gøre en ende på sig selv.

Roman bliver den fortalt gennem en række forskellige fortællere. R. Walton er den første fortæller man bliver mødt med igennem en række breve til sin søster, hvor der bliver fortalt om hans sejlture til nordpolen og de begivenheder han oplevede. Tidsperioden brevene strakte sig over fra den 11. december til den 12. december engang i 1700-tallet, de kan ses for første gang i starten af romanen og i slutningen. Brevene skaber en ramme om den historie Frankenstein beretter. Historien starter ud med en beskrivelse af hvordan hans forældre mødtes og derefter følger man hele Frankensteins livshistorie i kronologisk orden, indtil han sidste øjeblik på båden. Hans historie er kun adskilt midt i historien af da man bliver introduceret for monsteret, hvor man så får fortalt hvad han har oplevet og måtte gå igennem siden at have blevet skabt.