I Danmark får romantismen sit gennembrud omkring 1830 og slutter omkring 1850. Romantismen er ikke et brud med romantikken, men en problematisering af forholdet mellem romantikkens højere verden, idealet og virkeligheden. Den tendens mod harmonisering, der mærkes i organismetanken og i biedermeier, afløses af en splittelseserfaring, der igen skaber en mere kompliceret psykologi og en mere reflekteret livsholdning. Denne livsholdning ses i Mary Shelleys roman Frankenstein. ”Min opmærksomhed, var opbygningen af det menneskelige legeme, og faktisk ethvert levendes dyr” (S. 1, ll. 2-4). Denne mere reflekteret livsholdning kommer til udtryk i dette citat, hvor jeg-personens opmærksomhed har fokus på det mere okkulte og en mere kompliceret psykologi. Dette citat udskiller sig fra romantikken, da man ikke ville fokusere på det biologiske, men på det idylliske og perfekte. Tekster, skrevet i romantikken overskrider ofte tabubelagte temaer, som grænsen mellem liv og død, eller virkeligt og uvirkeligt. Dette kommer specielt til udtryk i romanen, Frankenstein. Mary Shelley skelner mellem liv og død. ”Jeg undersøgte og analyserede alle årsagssammenhængens detaljer, som de fremtrådte i forandringen fra liv til død, og fra død til liv” (S. 2, ll. 47-51). I romantismen blev det spændene at snakke om døden, hvorimod det i romantikken var et mere tabubelagt emne, som man ikke ville fokusere på. Derudover skelner Mary Shelley også mellem uvirkeligt og virkeligt, idet hun prøver at kreere et levende monster. ”… væsenets gule øjne åbne sig; det åndede tungt og der gik en trækning gennem lemmerne” (S. 4, ll. 232). Jeg-personens bestræbelser efter at danne et monster er opfyldt. Dermed fokuserer romanen, Frankenstein på det uvirkelige i stedet for det virkelige. Det mystiske og det okkulte er interessant, mens det spidsborgerlige er snæversynet og ordinært.
Det er gratis at oprette en konto