En rapport er en metode, der bruges, når videnskabsfolk skal fortælle det, de har fundet ud af, videre til andre videnskabsfolk. For at alle kan forstå det, der er sket, skal rapporten være så 'objektiv' som mulig – dvs. den må ikke indeholde ord eller udtalelser, der kun er udtryk for en eller andens personlige mening. Rapporter skrives altid i datid (man fortæller hvad man faktisk gjorde) – undtaget når man siger noget om, hvordan virkeligheden generelt ser ud (Dvs. teorien bag rapporten). Resultatet varierer lidt fra videnskab til videnskab, men dens grundform er altid den samme.
I naturvidenskab skrives rapporter oftest over praktiske forsøg, og det er i den forbindelse vigtigt, at alle og enhver bagefter kan se præcist, hvad der er foregået – så præcist, at de selv vil kunne lave forsøget igen, og dermed efterprøve om dets resultater er rigtige.
Sproget i en rapport skal være så en ligestillet person kan forstå den. For studenterkursuselever vil det sige, at man skal skrive som om modtageren er en "voksen normalt begavet person" (Lad som om det fx er din mor eller onkel). Hvis der bruges fagudtryk, det ikke kan forlanges, at en sådan læser kender, skal de defineres, når de bruges i rapporten (typisk i teoriafsnittet - se nedenfor).
Det er gratis at oprette en konto