Værk og kunstner: en diskussion om adskillelse

Kan værk og kunstner adskilles?I 2019 udkom den kontroversielle dokumentarfilm ”Leaving Neverland”, som indeholdt alvorlige anklager mod Micheal Jackson. De to voksne mænd i dokumentarfilmen fortæller om deres forhold til ham, da de var små, og hvordan han misbrugte dem. Filmen startede en debat omkring, hvorvidt anklagerne omkring Micheal Jacksons privatliv, bør have indflydelse på hans værker. Micheal Jackson og mange andre af hans kollegaer er muligvis ikke moralsk rene, og har fortaget nogle uforsvarlige ting, som der ikke burde bakkes op om. Det er dog kun beskyldninger de to mænd har anklaget Micheal Jackson for, hvilket gør at det ikke giver mening at boykotte Micheal Jacksons banebrydende musik, samt kunstformen han har startet. Kan vi dog som kulturforbrugere stadig tillade os at lytte til hans musik? Er det overhovedet muligt at nyde de mange hits på de samme måder, som før dette var kommet frem?I Filmmagasinet Ekko fra d. 21. februar 2019 har Patricia Smollerup argumenteret for, at vi bør adskille Micheal Jacksons musik fra hans private liv, trods af de gentagende anklager for pædofili, hvoraf den seneste i dokumentarfilmen Leaving Neverland. Hans private liv bør ikke påvirke, hvordan vi oplever kunstnerens værker, er hendes hovedsynspunkt. Dette hovedsynspunkt understøtter hun med hjælp fra forskellige andre argumenter, hvor en af dem er, at en boykot kan blive starten på en glidebane, hvor vi i sidste ende kan boykotte alle, som ikke er moralsk ufejlbarlige, og hvem er overhovedet det? Denne pointe illustrerer hun ved at opremse et par filminstruktør og en kendt fodboldspiller, som også er blevet anklaget eller dømt for seksuelle overgreb, samt stille retoriske spørgsmål, der er med til at fremhæve hendes pointe: ”Og hvor går grænsen egentlig for, hvad vi skal boykotte? Må vi ikke mere se Woody Allen-film? Og hvad med Roma Polanskis film? Må vi se Cristiano Ronaldo spille fodbold og blive nomineret til Ballon d’Or, selv om en voldtægtsbeskyldning hænger over hovedet på ham?” (t. 4a, ll. 36-39). Michael Jackson er en vigtig del af de populære musikere man finder rundt omkring i dag. Han har formået at skabe en måde at være superstjerne på, som mange andre kunstner er stærkt inspireret af og ser ham som et forbillede. ”Et utal af moderne musikere står på skuldrene af ham: Usher, Chris Brown, Justin Timberlake, Beyonce og Bruno Mars. Så hans bidrag til underholdningsindustrien er uvurderligt og i allerhøjeste grad stadig i live. Det er simpelthen grotesk at forsøge at viske en grundsten i moderne populærmusik ud og boykotte hans musik” (t. 4a, ll. 27-31). Ved at skrive dette, fremhæver Smollerup hvor meget Michael Jackson har påvirket nyere popstjerner med sin musik, sine videoer og sine sceneoptrædener. Hvilket gør, at det ikke vil give mening at slette hans værker fra musikhistorien, på trods af de ting Jackson er blevet anklaget for. Inspirationen fra hans kunst findes overalt i moderne popmusik. Han er blevet en grundsten i vore popkultur. Og dette kan ingen af os slippe afsted fra, uanset hvad det er vi mener om ham. Smollerups pointer er gode og understøttet af forskellige argumenter, dog understøtter hun dem yderligere ved at nævne Radio programmet ”Den Korte Avis”, hvor Amalia Have samt hele hykleriet udstilles. Have er en feministisk aktivist, som er blandt andre debattører, der er for at boykotte Michael Jackson og hans værk. Værterne fra programmet gennemgår hendes playliste, som viser at mange af de kunstnere på playlisten, har selv begået forskellige former for overgreb, som vold og endda mord. Dette beviser, at Have ikke engang lever op til sine egne moralske principper, da hun mener at kunstneres privat liv ikke bør adskilles fra hendes eller hans værker. I artiklen ” Jeg har hørt Micheal Jackson for sidste gang” fra Berlingske d. 2. februar 2019, kommer disse moralske principper nemlig til udtryk. I debatindlægget er Haves hovedsynspunkt, at det er moralsk forkert at nyde værker af kunstnere, som har opført sig moralsk forkasteligt. Værket og kunstneren bør ikke adskilles, og derfor skal værket boykottes, hvis kunstneren har opført sig på en måde, som vi ikke kan stå for. Dette hovedsynspunkt understøtter hun, ved at skrive, at vi i stedet for at sætte idoler og stjerne ”på urørlige piedestaler” (t. 4b, l. 16) bør tage hensyn til at Kulturverdenen er ligesom enhver anden arbejdsplads. ”Bare fordi at du arbejder som kunstner, er du hverken hævet over loven, hellig eller fritaget for at tage ansvar for dine handlinger. Vi lever allerede i et samfund, hvor vi ikke formår at holde civilepersoner, der begår seksualiserede overgreb, ansvarlige” (t. 4b, ll. 7-10), skriver hun. En af andre vigtige argumenter hun fremhæver, er at vi er med til at muliggøre overgreb, når vi køber værker af moralsk forkastelige kunstnere. Ved at købe værket støtter vi nemlig kunstneren økonomisk, hvor af kunstneren kan benytte sin økonomiske magt til at dække over eventuelle overgreb, han har begået. Kunstneren får dermed åbenbart magt til at f.eks. forsvare sig selv mod anklager. ”En anden ting, som vi ikke må ignorere, er, at med succes, penge, indflydelse og opmærksomhed følger magt. Magten til at skabe sig et beskyttende system, der lukker munden på ofre og kritikere” (t. 4b, ll. 18-20). Dette understøtter hendes pointe med at værk og kunstner bør ikke adskilles, da vi ved at give penge for værket, kan være med til at dække over de overgreb, kunstneren begår. Have kommer overordnet med nogle udmærket pointer, dog kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle stoppe med at lytte til Micheal Jackson. Vi vil jo på en eller anden måde altid risikerer, at enhver kunstner, vi støtter, vil på et tidspunkt begå en handling, vi ikke ønsker at støtte. Man kan aldrig være helt sikker på, at de kunstnere, man støtter, er moralsk rene, medmindre dette er blevet bevist. Og i Micheal Jacksons tilfælde har det kun være beskyldninger, ingen beviser. I princippet kan man selv vælge at sige, at man ikke vil støtte kunstnere økonomisk, hvis de beviseligt har opført sig på en måde, der strider mod ens eget moral. Og hvis dette ikke har nogle betydning for en, kan man fortsat lytte og støtte kunstneren. Smollerup vil stadigvæk gerne danse videre til Billie Jean, og det burde hun også have lov til. ”Men uanset hvad Micheal Jackson har gjort, vil jeg aldrig ændre holdning til hans kunst. Enhver person er fri til at træffe sit eget valg, men jeg har truffet mit. Jeg danser videre til Billie Jean.” (t. 4a, ll. 64-66). Dog giver Haves pointe stadigvæk en mening. For selvom en kunstner er død, vil hans arvinger i stedet kunne købe dyrere advokater, som vil afskrække ofrene fra at afsløre de muligvis påtaget overgreb, for vores penge, som vi overdrager, ved at købe deres værk eller kunst, men dette bør først diskuteres når kunstneren er blevet dømt af retsstaten og ikke beskyldt, endda uden beviser, som Micheal Jackson er blevet. I princippet burde os kulturforbrugere ikke have nogle roller i forhold til at afstraffe overtrædelser af loven, men det har nutid dags medieverden givet os. Det er jo op til retssystemet at straffe overtrædelser og ikke os kulturforbrugere. Bemærkningen kommer Smollerup også med i slutningen af sit debatindlæg. ”Pludselig betragtes en anklaget som skyldig, indtil han beviser sin uskyld. Ikke 55 omvendt, som ellers bør være i et retssamfund. Alle de anklager, der dukker op i hobevis i disse dage, gør det svært at hitte rede på hvem, som egentlig har fået en dom af retssystem, og hvem, der blot er dømt af befolkningen.” (t. 4a, ll. 54-58), som jeg er finder ad deles troværdig, idet Micheal Jackson er et strålende eksempel på en kunstner, som ”kun” er anklaget og ikke dømt for nogle forbrydelser. Det vil have været noget helt andet, hvis der var tale om Roman Polanski. Voldtægten af en 13-årig, som han har begået, er blevet endegyldigt bevist, mens Jacksons påstående pædofili er kun anklager, som han aldrig er blevet dømt for eller kan nu dømmes for. Vi burde derfor skelne mellem værk og kunstner, så længe at kunstnerens skyld ikke endegyldigt bevist. Vi bør behandle kunstnere efter retsstatens principper, og ikke blande os kulturforbrugere ind i det – de er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Alvorligheden af forbrydelsen bør også spille en rolle for, om det private liv burde påvirke vores oplevelse af værket. Mord og besiddelse af narkotika er to vidt forskellige forbrydelser. Uanset hvem der står bag, giver værkerne os publikum en stor oplevelse. Den kunstneriske oplevelses værdi er for stor og for vigtig til, at vi bør give afkald på, hver gang en kunstner opfører sig umoralsk. Har fuld forståelse for dem som mener at man støtter kunstneren gennem deres værk, men ifølge mig bør værk og kunst adskilles. Kunstnerens private liv bør ikke påvirke, hvordan vi oplever kunstnerens værker. Denne enorme svære diskussion om hvor vidt man burde boykotte Micheal Jacksons musik eller ej, vil i hvert fald ikke stoppe mig fra at lytte til hans banebrydende geniale musik. ”Jeg danser videre til Billie Jean” (t. 4a, l. 66).