Cancel culture: adskillelse af kunstner og værk

I 2014, satte #MeToo-bevægelsen gang i en global ”afsløring” af underholdningsbranchens overgreb -og sexchikanekultur. Som følge, blev det såkaldte Cancel culture fænomen en metode, hvorpå man som forbruger kan støtte op om overgrebsofrene, ved at tage afstand til kunstneren og kunstnerens værker. Siden da, er cancel culture blevet brugt af folkedomstolen til at udskamme berømtheder, trends og subkulturer. En kulturel boykot, så at sige. Dette er med henblik på at udrense samfundet for politisk ukorrekthed og for underholdningsbranchens sexdrevne patriark. Desværre, er sådan en ”udrensning” ikke så let. Sidste sommer, følte jeg nærmest at jeg gik på æggeskaller, da jeg lavede en fødselsdagsfest-playliste. For hvad nu hvis, at jeg ved en fejl, satte en voldtægtsforbryder på repertoiret? Skulle jeg så stoppe med at danse, løbe tværs gennem lokalet, slukke musikken og undskylde for at være så hensynsløs, for eventuelle voldtægtsofre? Ja, måske er det egentlig det der skulle til. Andre ville blot adskille kunstner og værk, og danse videre.

Havde det været film -og medievidenskabsstuderende Patricia Smollerups fest, ville musikken få lov at spille, forbryder eller ej. Hun mener nemlig at kunstner og værk kan og bør adskilles. I hendes debatindlæg ”Jeg vil stadig danse til Michael Jackson”, udgivet i filmagasinet Ekko (2019), skriver hun følgende, om pædofilianklagerne og den globale web-”cancellation” af popikonet, Michael Jackson;