Det senmoderne samfund: Giddens, Ziehe og Beck

Redegør kort for centrale begreber fra de tre ovenstående teoretikere

Kort og godt så er de 3 teoretikere nærmest enige i hvordan det senmoderne samfund hænger sammen.

Anthony Giddens mener, at aftraditionalisering og individualisering er tydelige kendetegn ved det senmoderne samfund. Konkret viser aftraditionalisering sig ved, at mennesker for eksempel ikke længere er bundet til et bestemt sted eller til at fortsætte i sine forældres fodspor. Ligesom de heller ikke er så autoritetstro som tidligere. Individualisering handler om, at det enkelte menneske er kommet i centrum og er blevet frigjort fra det sted, den sociale gruppe, slægt, religion, køn osv., som han eller hun tidligere tilhørte. I stedet må individet selv vælge sin uddannelse, sit arbejde, sin seksualitet, sin familieform, sin livsstil, sine venner, sin bolig osv.

Ligesom Giddens lægger Thomas Ziehe vægt på, at individet i det traditionelle samfund var bestemt af traditionen og skæbnen, men at dette har ændret sig i det senmoderne samfund, hvor der ikke længere synes at være noget, der forudbestemmer ens liv.

Den tyske sociolog Ulrich Beck er enig med både Giddens og Ziehe i deres teoretiske forklaringer af, hvad det er, der kendetegner det senmoderne samfund.Beck forholder sig dog mere kritisk til dagens samfund. Beck peger særligt på to kendetegn ved det senmoderne samfund, nemlig risikosamfundet og institutionaliseret individualisering. Produktion af A-våben, udledning af bekymrende mængder CO2 og anden forurening samt den globale corona-epidemi kan generelt ses som eksempler på menneskeskabte risici, og risiciene er demokratiske i den forstand, at de er grænseoverskridende, hvilket betyder, at risiciene kan ramme os alle sammen. Det kan være, at man bliver smittet med corona, men det kan også være, man ikke gør. Det kan være, man spiser et æg og får en slem salmonellaforgiftning. Det kan også være, at du eller en af dine klassekammerater er en af de uheldige, som sidder på et fly, der falder ned osv. Overalt er det senmoderne samfund præget af risici, og selv om vi mennesker hele tiden forsøger at minimere risikoen for at udsætte os selv for fare, så kan vi aldrig vide os helt sikre. Et liv uden risici findes ikke, og det skal vi mennesker lære at leve med. Bevidstheden om risici bliver i det senmoderne ikke mindre af, at medierne ”hyper” risici i en helt ekstrem grad. Medierne er således med til at understrege, at vi lever i et risikosamfund.