Jeg sad netop i toget på vej til storbyen med en god veninde. Der var mange med toget, hvilket betød at der var en masse summen fra mennesker der snakkede og diskuterede åbenlyst om blandt andet politik og corona.
Jeg hørte kun lidt efter, da jeg ikke kunne forstå alt hvad der blev sagt, men det var sjovt at se hvad deres ansigter udstrålede. Jeg fornemmede glæde, vrede og tristhed. Bare de mennesker der sad alene og kiggede ud af vinduet - Gud ved hvad de tænkte på?
Da vi ankom til Københavns Hovedbanegård og kom ud af toget, gik vi op mod rulletrapperne, og pludselig kom en mand løbende imod os, han så vred ud, og lignede en der var mega presset. Vi sprang til siden for han skulle sikkert nå sit tog til tiden.
Tivoli lå på den anden side af vejen, og vi havde masser af tid, og da vi havde tivoli kort, tænkte vi at det kunne være sjovt at hænge ud derinde nogle timer.
Vi drønede hen til rutsjebanen. Køen var lang, men vi ville op i den, så vi blev i køen. Rundt omkring os vrimlede det med enorm støjende børn. Der var blandt andet en lille dreng, han var nok ikke mere end 5 år. Han var så ked af det, han græd og græd. Vi kunne ikke helt forstå hvorfor, men fandt hurtigt ud af, at han ville prøve rutsjebanen igen, men moren ville ikke stå i kø engang til.
Det er gratis at oprette en konto