Begravelsen

De var næsten helt nye, og ikke brugt særlig mange gange. Vi satte os ud i bilen. Der var stadig ingen der sagde noget, ikke engang radioen, den havde far slukket. Jeg sad på bagsædet, i midten. Sad og kigge ned på mine nye sko. De var sorte og helt blank poleret. Der regnede. Vinduesviskerne kørte på fulde drøn. Højre, venstre. Og de blev ved, der øsede ned, et rigtigt lorte vejr. Jeg kunne mærke far sad og kiggede på mig i bakspejlet. Men jeg kiggede ikke op. Jeg var ked af det. Sad bare og tænkte på alle de gode minder vi havde sammen. Alle de gange vi har leget sammen, og haft det rigtigt sjovt. Nu er hun bare væk. Jeg kan ikke helt forholde mig til det. Mor havde det også rigtig dårligt med det. Det var også derfor hun tog alt det valium. For ikke at få nervesammenbrud, men hun havde det nok værst. Hun var med da det skete. Der er fire dage siden nu. Da vi kom hen til kirken, stod der mange biler. Og uden for kirken var hele vores familie og nærmeste venner. Alle så meget triste ud. Det var ikke sjovt at stå der. Kirkeklokkerne begyndte at ringe, det var en beroligende lyd, og så dog ikke alligevel. Her stod jeg jo til en begravelse, hvad var der beroligende over det? Men jeg havde jo aldrig været til en begravelse før. Kun bryllupper og barnedåb. Det var nok derfor, jeg syntes det er en beroligende lyd. Fra alle de gode stunder. Men nu står man så i en dissideret tragisk stund. Kirkeklokkerne holdte op igen. Præsten kom og bød os indenfor. Jeg havde ikke særlig meget lyst til det. Men følte også på en måde at det ville være forkert at lade være med at gå ind. Præsten begyndte på hans tale. Den var smuk. Men det var en hel ubekendt mand. Og nu står han og snakker om min storesøster. Vi havde været oppe ved præsten på hans præstegård og drikke aftenskaffe. Der fortalte vi så hvad vi ville have han sagde og hvilke sange der skulle synges. Men det var bare ikke det samme som hvis mor eller far fortalte. Men det ville de jo heller ikke kunne udføre. Det ville være alt for svært. Tænk hvis man selv skulle stå der og fortælle alle de minder man havde med sin egen datter. Og som mor selv har set bliver kørt ned af en lastbil, da de skulle over vejen, bare fordi hun ville havde pjattet lidt. Men pjat kan hurtigt blive til sørg, og måske der næst at give traumer. Mor beskyldte jo sig selv for det. Men det var jo ikke hendes skyld.