Københavns bombardement 1807

Onsdag den 2 september 1807 brød helvede løs. De første bomber slog ned på kongens nytorv og ved Nikolaj kirkeplads. Efterhånden som det blev mørkt, oplystes himlen over København af et dramatisk fyrværkeri med død og ødelæggelse til følge. Sprængbomberne var skrækindjagende. De var i stand til af trænge igennem flere etager, og når bomberne nåede kælderetagen, detonerede de. Næste morgen standsede skydningen ved en 8 tiden. Nattens rædsler var over, og københavnerne kunne få et tiltrængt pusterum. Det var især gået ud over de kvarterer, der lå nærmest volden, og allerede samme dag satte beboerne fra disse områder kurs mod Christianshavn og Amager. De fattigste søgte tilflugt i Rundetårns sneglegang eller i ruinerne under Christiansborg slot, som var brændt ned nogle få år tidligere. Folk fandt ly i slottets buegange eller i de kongelige stalde. Torsdag aften brød helvede atter løs, og beskydningen varede lige til kl. 8 fredag morgen. Det gik igen hårdt ud over voldkvartererne, men briterne sigtede tydeligvis også efter tårne, især Vor Frue kirke, der stod som det højeste af alle byens vartegn. Brandvæsnet havde gjort det godt, men nu var brandfolkene blevet trætte, man løb tør for vand, og store ruindynger og brændende gjorde byen ufremkommelig. Endnu en gang var dagen stille, men fredag aften startede beskydningen igen. Denne gang var bombardementet voldsommere en de foregående to nætter. Nu faldt der bomber over et meget støre areal end tidligere, og det lykkes briterne at få ram på tårnet fra Vor Frue kirke. En brandraket satte sig fast i spiret og begyndte at smelte kobberet på ydersiden. Det smeltede kobber satte ild til træværket, og inden længe stod den gamle prægtige middelalderkirke i flammer. Fra den brændende kirke bredte flammerne sig som en steppebrand gennem kvarteret, og kun ved en enorm arbejdsindsats lykkedes det at redde Trinitatis kirke og universitetsbiblioteket på kirkens loft fra flammerne. Bombardementet fortsatte hele natten, og det stod klart, at det var nytteløst at fortsætte kampen. Jo længere man holdte stand, des mere ville byen blive ødelagt. Magistraten (den tids borgerrepræsentation) og en række af byens vigtigste mænd henvendte sig derfor til kommandant Peymann og bad ham om at overgive byen. Også Peymann kunde se, hvor det bar hen, og han sendte derfor bud til general Cathcart for at bede om våbenstilstand og forhandlinger. Natten mellem den 5. og 6. september var der for første gang i flere dage stille i byen.