Københavns Bombardement

I starten af 1800-tallet aftalte den russiske zar og Napoleon i al hemmelighed et forbund, der var vendt mod Storbritannien. Uheldigvis, for dem, blev det opdaget af nogle engelske spioner. Storbritannien blev bange for, at Frankrig og Rusland ville overtage den danske flåde. Det kunne give store problemer for Storbritannien. Derfor besluttede englænderne at komme dem i forkøbet. Derfor krævede de, i 1807, at den danske flåde skulle være deres, indtil krigen var overstået. Så stod Danmark igen med et problem, som ikke kunne løses. Kronprinsen og regeringen diskuterede længe om det. Hvis de gik med på englændernes krav, ville Frankrig og Sverige angribe. Englænderne havde ikke tid til at vente på danskernes svar. De sendte derfor en stor engelsk flåde ned i Øresund. 26.000 soldater blev sat i land nord og syd for København. Hovedstaden blev belejret fra både sø-og landsiden. Igennem et par uger, var der nogle få sammenstød mellem de engelske belejre og danske soldater. Men da kronprinsen ikke ville bøje sig for englændernes krav, mistede de tålmodigheden. I fem døgn overbombede englænderne København med brandbomber og kanonkugler. Byens kommandant overgav sig, og englænderne sejlede af sted med den danske flåde. Over 1.200 københavnere mistede livet på grund af bombardementet. Endnu flere mennesker blev såret, og store dele af København blev lagt i ruiner. Det var verdens første terrorbombardement af en bys civilbefolkning. Siden da, er det blevet en normal måde at føre krig på.