Når man er blevet udsat for noget, der føles uretfærdigt, vil man gøre alt for at opnå retfærdighed. Det er simpelt den mest fundamentalistiske byggesten for mennesket, når der er tale om en uretfærdighedsfølelse, for i mange scenarier, vil mennesket udforske nye områder i deres persona og gå til ekstreme højder for at opnå, hvad de betegner som retfærdigt for ”dem selv”. Dette er karakteriseret som hævn. Hævn er en terminologi, hvor tørsten efter retfærdighed bliver skruet op på et niveau, hvor alle eksterne faktorer kommer til at fremstå som ligegyldige. Man bliver en slags retfærdighedens rytter, hvoraf tilgivelse end ikke bliver overvejet. ”Hævnen er en ret, der bedst serveres kold” lægger stor vægt på, hvorfor en realisering af hævnakten ikke medfører positive virkninger. Kronikken er skrevet af Robert Zola Christensen og bragt i Politiken.
Hævn har lagt til baggrund for mange frygtelige og vederstyggelige hændelser gennem historien. Det er de facto den mest fundamentalistiske funktion i den menneskelige kildekode, for mennesker tilsidesætter ofte alt for at opnå såkaldt retfærdighed. Hævn har ledt til blodsudgydelser og krige i massevis - noget som sandsynligvis kunne være hindret, hvis man tyede til diplomatiske udveje og talte om uretfærdigheden fremfor at respondere med vold. Måske endda lede det over i tilgivelse? Hovedsynspunktet i kronikken er, at tilgivelse er vejen til at frisætte sig selv for hævnens jerngreb. Dette bliver bakket op af påstanden om, at ”hævn er en ret, der bedst serveres kold”. Her kan det eksplikativt udledes af påstanden, at hævnen ikke skal varmes på blusset, men at det derimod er noget, som man skal prøve at lægge et låg henover, så den ikke bliver primus motor for ’den udsatte’. At den skal ’serveres kold’ fremhæver faktummet, at hævn ikke gør andet end at slide på vedkommende, der søger hævn. Belægget er heraf, at ”kun hvis du er i stand til at tilsidesætte hævnimpulsen, kan du frisætte dig selv og se fremad”. Her er der er en klar besked om, at man kun kan komme videre i sit liv, hvis man er i stand til at lægge et låg henover hævnen fremfor at pleje og nære den. En konkretisering af dette, er, at der med belægget menes, at man ikke skal lade hævnimpulsen gelejde én til udmønte nederdrægtige handlinger, som senere fortrydes. Derimod er læren, at man skal beherske sig og tilsidesætte hævnimpulsen, hvis ønsket er at komme videre i livet, uden at bære nag. Hjemlen i kronikken er, at ”du kan jo også slet og ret tilgive din fjende”. Hjemlen understreger, at selvom hævn er grundlæggende funktion for mennesker, burde det være muligt at tilgive sin fjende og derved frisætte sig selv for hævnens jerngreb. I hjemlen er der en direkte korrelation mellem påstand og belæg. Her tydeliggøres det gennemgående, at hævn er så negativ påvirkning for værten, at det korrumperer ’alle ydre omgivelser’
Det er gratis at oprette en konto