Når man begår en forbrydelse, bliver man straffet. Sådan er vores samfund bygget op lige siden Adam og Eva, altså hvis man tror på den salgs. Straf har altid ligget hos os mennesker, eftersom vi tror, vi gør det rigtige. Straffer vi, fordi forbryderen har fortjent det, eller personen er farlig for samfundet? Straffer vi, for at hjælpe forbryderen ud af kriminalitet og afskrække andre fra at begå kriminalitet? Måske bestræbelsen for at opnå retfærdighed eller en blanding af det hele. Der er sikkert mange fordomme omkring emnet, og alle har forskellige ønsker i hvorfor vi straffer. Grundlovens første paragraf fastslår, at vi kun kan straffes, hvis der findes en lov, som gør handlingen strafbar. Men den indeholder ikke svar på, hvad formålet er med at tilføje denne pine.
Nogle mener af straffene skal være hårdere, mens andre mener den skal være mildere. Men hvad er egentlig rigtigt, og hvordan ved vi, hvad der er en retfærdig straf. Hvordan beslutter man, om 5 år eller 30 år i fængsel er det mest retfærdige, for personens liv ligger i vores ene beslutning, som vi formoder er rigtigt.
Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg sad og så en dokumentar i fjernsynet for ca. et halvt år siden. Dokumentaren handlede om en 11-årig dreng fra USA. Drengen havde mange gange ansvaret for sin lillebror, imens hans unge mor tog i byen. Moren havde ikke rigtig tid og lyst til børnene, så børnene måtte klare sig selv. En dag blev drengen godt træt af sin lillebror, fordi han hele tiden skulle passe ham. Under et skænderi, skubbede han til hans bror og slog ham ihjel. Jeg glemmer aldrig, hvordan politiet behandlede drengen på 11 år. De behandlede ham som et voksent menneske. De tog ham til afhøring, gav ham håndjern på og det hele. Man kunne se på drengen, at han ikke vidste, hvad der foregik. I afhøringen sagde han ” Jeg slog min lillebror ihjel, fordi jeg ikke kunne klare ham, og fordi han var besværlig. Det er altid mig, der havde ansvaret for ham”. Bagefter kom drengen i fængsel blandt voksne
Det er gratis at oprette en konto