Den Grimme Ælling er ét af de mest kendte eventyrer fra H. C. Andersen. Det er et eventyr, som stort set alle danskere kender. Han påbegyndte eventyret i år 1842, og skrev i oktober 1943 i sin almanak: “Endt Eventyret Svaneungen”. Herunder kan du finde et kort resume og en efterfølgende analyse af Den Grimme Ælling.
Resume af den grimme ælling
I Den Grimme Ælling følger vi en svaneunge, der klækkes i en andegård i nærheden af en herregård. I første del af historien er hverken svaneungen eller de øvrige dyr klar over, at det ikke er en and. Som følge af et anderledes udseende bliver den behandlet dårligt. Det er specielt af de andre ænder og svaneunger.
Der er blandt andet op til flere ænder, der siger “ham svaneungen ville vi ikke tåle”, at “han er for stor og for aparte”, “så skal han nøfles” og andre dyr omtaler endda den lille svaneunge som “inderlig styg” og “fæle spektakel”. Den bliver både bidt, puffet, gjort nar af, hugget og sparket af de forskellige dyr i eventyret.
Det er først til sidst i eventyret, at det faktisk bliver afsløret af H. C. Andersen, at den grimme ælling er en svaneunge. Det sker når svaneungen selv opdager sin egen identitet, da den nærmer sig nogle andre svaner, hvor den tror, den vil blive dræbt. Den bøjer hovedet og ser i stedet sit eget spejlbillede i vandoverfladen.
Det er gratis at oprette en konto