I min dejlig trekvartseng ligger jeg efter en vidunderlig tur i sengen med min skønne kone, hvor jeg får et flashback fra den anden dag i venteværelset på fertilitetsklinikken, da min viv og jeg gerne vil have et barn eller to. Personerne i venteværelset snakker ikke med hinanden, men i stedet sidder de bare på deres mobiler, kigger i bladene eller bare stirrer ud i den blå luft, hvor man kun får øje på et par mure der er lilla med en masse billeder. Det eneste man kan hører er ventilationen der kører i rørene. Normalt elsker jeg stilhed, men det var en akavet stilhed, som jeg langtfra brød mig om. Lægerne der kun snakker til en, hvis det er ens tur.
Dette fik min hjerne til at reflektere over, hvorfor mennesker i Danmark er så asociale, bange for at tale med folk man ikke kender eller har et forhold til. Danmark er så lille et land, at man nok skulle have et eller andet til fælles med en anden i et venteværelse, men den danske nation er så utaknemlig og forkælet for alt og alle. Samfundet er også blevet så modbydeligt at være i, da der foregår en masse ubehagelig ting på de sociale medier, som får nogle unge til at begå selvmord, fordi deres lykke er væk.
Det er gratis at oprette en konto