Den ulykkelige snegl

Der var engang en stor og ulykkelig snegl. Den boede i en lille landsby ude på landet. Her levede

den med sin far, mor og dens 12 søskende.

Men sneglen var så ulykkelig. Den følte sig anderledes, og sær. Den var nemlig meget størrere end

alle sine venner. Faktisk var den største snegl i hele byen. Sneglen var den yngste i

søskendeflokken, men alligevel var det for længst vokset sin ældre søskende over huset. Sneglen

var så trist, og gik og sukkede ”Bare jeg var en lille snegl, bare jeg var som alle de andre!” Men

sneglen blev ved med at være den største snegl.

Den var altid et halvt hus højere op end de andre, den blev altid fundet først når den legede skjul

med de andre snegle henne i skolen, og det var altid dens slimspor der var størst, bredest og mest

slimet. Selvom de andre snegle snakkede med den og legede med den, følte den altid den ikke hørte

til. Så en dag havde sneglen fået nok! Den bestemte sig for at vandre ud i verden for at finde lykken.

Den pakkede hurtigt sin rygsæk, sagde farvel til sine forældre og søskende, og drog så ud i verden.