Analyse, fortolkning og perspektivering af ”Den, der graver”
Ensomme børn, der kommer fra en ødelagt familie, længes efter en normal tilværelse med kærlige forældre og en omsorgsfuld familie. Familie bør aldrig tages for givet, for til syvende og sidst er det alt, hvad vi har, og det som giver meningen med livet.
I Elsebeth Egholms novelle ”Den, der graver” (2011) møder vi en mandlig hovedperson, Peter, som er en ensom mand, der længes efter et normalt liv. Han ville have familie, far, mor og søskende. På samme måde møder vi også en handicappet dreng ved navn Anton, som minder Peter om ham sig, og som han har stor sympati for.
"Den, der graver" handler fra mit perspektiv om et par forskellige ting. For det første var det Peter, der på sin egen måde forsøgte at efterforske voldtægten for at bevise sin uskyldig. For det andet var det hunden Kaj, der bogstaveligt talt gravede for at hjælpe Peter med at løse sagen. Endelig kan vi se kærlighed, venskab og familie som betydende allermest undervejs, i form af venskabet mellem Peter og Manfred, forholdet mellem Peter og Kaj og mellem Anton og hans mor.
Romanen starter med at introducere en handicappet teenagedreng ved navn Anton. Anton er blevet fjernet fra sine biologiske forældre og har i stedet fået en plejefar. På denne måde stiller novellen spørgsmålstegn ved forældres evne til at opdrage og tage hånd om deres børn.
Det er gratis at oprette en konto