Manden i spejlet

Det var mandag morgen, jeg var lige stået op. Sikken weekend. Efter den bytur i lørdags troede jeg aldrig jeg skulle vågne igen. Det var gået vildt for sig, uden tvivl. Men inden jeg tog af sted, kiggede jeg mig i spejlet og sagde ”det skal nok gå, det skal nok gå.” Præcis som jeg havde gjort det flere tusinde gange, når jeg enten var i problemer, eller meget spændt. Hver gang havde det virket, hver evigt eneste gang. Men nu var det hverdag igen. Jeg var ikke ovenud begejstret for dem kommende dag. Møde med chefen, pasning af min søsters små tyraner til børn, derefter en ¨hyggelig¨ middag, med min overstadsede svigermor, samt min påståelige svigerfar. Lige det jeg havde brug for. Jeg gjorde mig klar til dagens strabadser. Pakkede min tasker, drak det sidste kaffe og ledte, som sædvanligt, efter mine bilnøgler. Jeg smuttede hjemmefra, endda i en så stor fart, at jeg glemte min daglige rutine, med at stå og sige min faste replik foran spejlet. Det skal nok gå, tænkte jeg, men det føltes ikke på samme måde som det havde gjort når jeg stod foran spejlet. Men hvad pokker, det er jo nok bare en dum overtroisk ting, som jeg alligevel sagtens kan leve foruden. Da jeg sad i bilen tænkte jeg på, hvad chefen havde af meddelelse til mig, måske en forfremmelse af en art. Alle de gange jeg var blevet kaldt ind på chefens kontor, havde det altid være noget positivt han havde haft at sige. Så jeg var ikke bekymret, overhovedet ikke. Jeg kørte videre ind mod byen, imens tonerne fra Michael Jackson ”Man in the mirror” strømmede ud af den ellers gamle bil radio. Imens jeg sad lidt og funderede over teksten, var jeg ankommet til arbejdet. Jeg gik med rank ryg, selvsikkert ind på chefens kontor. Satte mig ned og ventede på at han skulle komme ud fra det møde, som han i øjeblikket sad i. Min chef kom ind i rummet, med en lidt alvorlig mine. Dette var jeg ikke særligt bekymret over, da det var hans standard udtryk. Han satte sig ned, imens den slidte kontorstol gav efter. Det er omkring den her tid hans alvorlige mine plejer at fortrække, men ikke denne gang. Han begyndte at tale, langsomt og med en stemme fuld af medlidenhed. Der var noget galt, firmaet var i krise, nedskæringer skulle der til. Han talte stadig meget langsomt. Jeg vidste udmærket godt hvor denne samtale førte hen. Jeg blev fyret. Mig der var ser sikker på mit job. Mig der aldrig troede noget kunne gå galt. Hvad kunne det mon være der var galt? Jeg vidste det ikke. Jeg pakkede mine ting fra kontoret. Gik ud til bilen og sad lige et par min og funderede over hvad han havde sagt. FUCK! Jeg var lige blevet fyret. Det er ikke verdens undergang tænkte jeg. Jeg startede bilen for at køre de få kilometer, der var fra arbejdet og over i den børnehave, hvor min søsters små tyraner raserede. Jeg skulle bare hav det her overstået. Jeg hentede dem, spændte dem fast i bilen, nu var det bare med at komme hjem! Jeg trådte på speederen og så speedometeret runde de 100 km/t. jeg var ligeglad. Alt var ligegyldigt nu. Mit ellers så perfekte liv, var på vej mod afgrunden. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg lige pludselig hørte politi sirener. Jeg blev stoppet, fik frataget mit kørekort og måtte transporteres hjem af en betjent der var yngre end mig. Ydmygende! Da jeg kom hjem, var det med to meget forbavsede unger. De havde en helt masse spørgsmål. Jeg kunne ikke holde det ud! Jeg tog min telefon, ringede til min mor, som i øvrigt altid har været sød mod mig og spurgte om ikke hun kunne komme og hente hendes børnebørn. Helt uden protester sagde hun ja, jeg vidste dog godt at hun ikke havde lyst og fik det dårligt med mig selv, fordi jeg udnyttede hende. Men det havde jeg ikke tid til. Jeg skulle i gang med middagen, svigerforældrene kom jo på besøg. Det kunne faktisk gå hen og blive dagens højdepunkt, mærkeligt. Da jeg var godt i gang med maden, ringede telefonen. Det var min kæreste, som ringede for at sige at hun ikke nåede hjem fra arbejdet. Endnu en meget træls ting, nu skulle jeg side og spise mad, som i øvrigt var brændt på, sammen med to af de personer jeg brød mig allermindst om i hele verden! De var på listen sammen med min gamle chef, min søsters børn, betjenten fra i dag og min kæreste. Alle de mennesker jeg havde tæt inde omkring livet, havde alle været indblandet i noget, som havde været fatalt, for min dag. Måske også noget som bliver fatalt for mit liv. Jeg gik ud på toilettet, tændte for radioen, så jeg ikke skulle høre hvad jeg selv tænkte, jeg skruede alt for højt op og tonerne fra Michael Jacksons sang ”man in the mirror” med et smed jeg glasset med smertestillende piller, løb ud i gangen, stilte mig foran spejlet og sagde ”det skal nok gå”