Forestil dig, at du blev placeret på en øde ø og var alene i 4,5 år.
Isolationen ville gøre dig ensom, deprimeret og måske underlig. Når du blev fløjet tilbage til civilisationen, ville du lande i en lufthavn og få besked om, at nu måtte du selv finde ud af at finde et sted at bo, få et job og en ny omgangskreds, så du kunne leve som de fleste andre mennesker.
Hvem skal man kontakte? Hvordan skaffer man en bolig? Hvad med job?
Ens kompetencer er måske forældede, man har måske ikke en uddannelse, og endnu værre – en plettet straffeattest. Hvordan får man venner, der er gode for en? Hvad med kærligheden og de drømme, man har om hus, børn og lykke?
Sådanne spørgsmål og bekymringer stilede jeg mig selv, da jeg blev løsladt efter 4,5 år. Jeg havde det af helvedes til. Jeg fik ingen hjælp af systemet udover to frivillige fra Røde Kors. Jeg kæmper stadig med at holde hovedet oven vande.
Der var ingen hjælp, da jeg kom ud
Da jeg kom ud, var jeg lammet af ’fængselsmode’. Det er en følelse af ubeskrivelig ensomhed, og en følelse af, at ingen forstår en. Jeg var langsomt blevet nedbrudt inde i fængslet. Jeg var handlingslammet, kun en skygge af mig selv.
Det er gratis at oprette en konto