Deportation af jøder, Einsatzgruppen og Aktion T4

I oktober 1941 fik jøderne i Tyskland og de tysk besatte lande forbud mod at udvandre. Sandsynligvis var beslutningen om en udryddelse af jøderne truffet på dette tidspunkt. I de næste par år gennemførte det nazistiske styre deportationer af europæiske jøder til ghettoer, til kz-lejre eller direkte til udryddelseslejrene i Polen, hvor de blev gasset med det samme. Deportationerne foregik under virkelige dårlige forhold i vogne. Man fik som regel ikke noget mad eller vand med sig og måtte kun medbringe det man kunne bære. Det skete ofte, at godsvognene blev omdirigeret, så de i dagevis stod på jernbanen udsat for den brændende sol eller vinterkulden.

I Tyskland blev jøderne hentet af Gestapo og samlet i synagoger eller andre centrale steder. De tomme lejligheder der stod tilbage, blev forseglet og alt de ejede blev konfiskeret. Deportationerne var almindelig kendt i Tyskland og i udlandet. Officielt hed det, at formålet var ”evakuering mod øst”, hvor jøderne skulle tilføres en nyttig arbejdsproces.

I de lande besat af Tyskland med store jødiske befolkninger, for eksempel Frankrig og Holland, blev der oprettet transitlejre, hvor jøderne blev anbragt, indtil det blev muligt at sende dem østpå. Normalt skete det i grupper på 1.000 om ugen. Andre steder, fx i Danmark forsøgte man at indfange jøderne gennem én stor aktion for derefter straks at deportere dem.